Göteborgsposten – 30 januari 1866, sida 1

hi a Ö MV Ve — — Hiob og Pealmerne. Översatte fra Grundexten af D. G. Monrad, ett verk, hvars herrliga innehåll och särdeles prydliga utstyrsel skola göra det kärkommet hos alla. Ett särskilt intresse har det genom öfversättarens personlighet. Efter att hafva under en lång följd af år stått i främsta ledet bland handingens män i Danmark, och sedan han under kriget funnit sina tankar om såderneslandet svikna, har han nu skuddat stoftet af sina fötter, skridit öfver fäderneslandets tröskel och begifvit sig långt bort till en främmavde verldsdel, der han hoppas få ett nytt verksamhetsfält öppnadt för sig. Till ett sista minne af sig lemnar han sina landsmän, sjelf en Hiob, Hiobs klagovisa i en mästerlig och herrlig form. Hvem kan undgå att tänka på de känslor, med hvilka den ädle biskopen, i sin djupa smärta öfver att tro sig ej mera vara något för sitt fädernesland, nedskref dessa rader, i hvilka Hiob utandades så djupa qval, i hvilka han gaf uttryckets form åt ett skri af smärta, så skärande, så genomträngande, att man måste beundrande böja sitt hufvud för den hebreiske skald, hvilken kunnat så måla förtviflan, och högakta öfversättaren, som förmått så återgifva en annans inspiration, hvartill varit nödigt, att han sjelf befunnit sig i skaldens stämning: Har et Menneske ei Slid paa Jorden? Er hans Dage ei som en Daglönners? Som for Trallen, hvis Longsel er Skygge, Som for Dagleieren, hvis Haab er hans Lön, Saa blev Trengels Maaneder min Lod, Saa blev Kummers Netter min Deel. Knap har jeg lagt mig, saa jeg siger: Naar skal jeg staae op? Langt strakker sig Aftenen, og jeg mettes af at kaste mig Til Morgen-Luftningen. Mere hurtigt end Ververskötten gaae mine Dage, Og svinde hen uden Haab. tlusk, at mit Lif er en Aandepust, At mit Öie ei atter skal skue Lykken. Det Öie, der nu seer mig, Skal ikke skue mig; Dit Öie skal söge mig, Men ei er jeg mere. Skyen forsvinder, bort er den gaaet, Saa stiger han ej op, Der gik ned i Underverdenen, Vender ei atter tilbage til sit Huus. Li meer gjenkjender hans Sted ham. Saa vil jeg ei legge Bannd paa min Mund, Men tale i Aandens Nöd, Oz klage i Sjelns Bitterhed. Ur jeg et Hav eller Havuhyre Saa Du ved mig maa sete Vagt? Tenker jeg: Min Seng skal tröste mig, Mit Leie skal lette min Klage, Saa skrekker Du mig ved Drömme, Forferder mig ved Syner. Hen jag teres, skal ikke leve evigt. Slip mig, thi mine Dage er et Aandepust! Hvad er et Menneske, At du setter ham saa höit, Vender din Tanke til ham. Seer til Ham hver Morgen, Ransager Ham hvert Öieblik? Naar vil Du dog see bort fra mig, Og slippe mig, Saa jeg kan drage Aande? Har jeg syndet, hvad gjorde jeg Dig, Du Menneskevogter? Hvi satte Du mig som din Skive, Saa jeg blev mig selv en Byrde? Hvi tilgiver Du ei min Synd, Og beerer over med min Bröde? Under Mulde skal jeg nu ligge; Du söger mig, jeg er ei meer. Mäktig och gripande är denna poesi, trängd ur hjertats rot. Fann der sig olycklig