Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning – 26 februari 1856, sida 1

— — — — S — — — XII; det er en smukk Idee, som efter min Formening geraader Proponenten til stor Ere. Men hvorvidt et saadant Skridt er höfligt eller passende forend at have indhentet vedkommende Auectoriteters Tilladelse, derved maa jeg ligesom Morgenbladet satte et Spörgsmaalstegn. Var Forslaget udgaaet fra en Anden Geg mener ikke-Prindser), daa maatte det jo synes höist besynderligt, om denne Proponent havde vavet et saadant Skridt, forinden han havde betinget Plads til Stötten. IIavde vi en Vicckonge. burde jo rimeligvijs Ansögningen veret stilet til ham. Ligesaa besynderligt vilde det varet, om denne paa egen Haand havde disponeret over et nok saa lille Stykke af Statens Territorium, det vare enten til Mindestötte eller noget Andet, saalenge vi have vort eget Armee-Departement, hvorunder iblandt Andet ogsaa Fastninger sorterer, og for dette Departement en ansvarlig Chef. Desuden existerer der i det norske Sprog et lille Ord, som hedder Controlv. Af de mange scandalöse Sager, der daglig afhandles i den svenske Presse om General-Tolddirectörer 0g flere, skulde jeg nzesten troe, at dette Ord er aldeles ubekjendt i Sverige. Det er det da ikke i Norge. Saa mange hedrende Minder som Norge har fra gamle Dage, jeg vil blot gaae til Bohus Lehn, da gad jeg nok vide, hvad Svenskerne och i synnerhet Hand. och Sjöf. Tid. vilde sige, om der i den norske Armee blev subscriberet Bidrag til Oprettelsen af en Mindestötte paa ct af de mange Steder, hvor der ved smörjningen af Svenskerne faldt en eller flere kjekke Nordmend, uden man först alldramjukast anhållit om tillåtelse. Jo der skulde blive Skrig og det med god Grund. Hand. och Sjöf. Tid. gaaer ved enhver den allermindste Anledning over till Bitterheder imod Nordmåenden og Alt hvad der er norskt: er det saa at undres over, at der opvartes med samme Rets. Saaledes vil den nu ogsaa beröve den norske Historie sine faa Glandspunkter. Morgenbladet kom uheldigviis til at ytre, at den omskrevne Stötte vilde imödesces af Nordmendene med Glade, saasom et Mindesmörke om et af de faa Glandspunkter i vor nyere Historie. Denne Mundfuld har ikke Hand. och Sjöf. Tid. paa nogen Maade kunnet fordöie og i sin Mrgrelse herover ligesom formodentlig ogsaa over, at Svenskerne under Carl XIIS mange Forsög paa at smöre sig med Frederikssteen hvergang maatte trakke sig tilbage med blodige Skaller, vil den mutterwitzig complettere vor Histories Glandspunkter med Krigen i 1814. Nordmamndene skjemmes paa ingen Maade over sit Forsvar. Tilföi kun den svenske Historie denne Krig som ct Glandspunkt; men spar for Guds Skyld ikke paa Puds, thi Glandsen kan blive usynlig. Glem ikke, att earl Johan kom med Hjzelpcorps fra alle Verdens Kanter for at erobre det lille friske Norge, der dengang var i en daarlig Forfatning. Glem heller ikke Resultatet; nemlig: at Norge blev en constitutionel Stat ved Siden af Sverige under en og samme Konge, som maatte antage den Constitution, Norges frie Mznd dicterede. Besynderligt Resultat det, at maatte antage Betingelser istedetfor at stille. En mere velsmagende og fordöieligere Mundfuld for Hand. och Sjöf. Tid. vilde derimod vare: Unionen som en Brisling og Norge med dets Constitution som en Graabensild? serveret til Frokost. Wäktaren maatte naturligviis dele Frokosten. Assessor Korsveistolpe spenderer nok en halfva. Jeg kom ovenfor til at sige: det lille friske Norge. Modseetningen af frisk er raaddent?. Ikke sandt? Til Slutning vil jeg önske, at den aftonbladska Nordmand maatte vare heelt naturalisered Svensker, forinden de norske Aviser falder paa, at gjendrive Morgenbladets Ytringer om vederbörandes försummelse. — 2 En norsk Nordmand. Sådana ord förtjena intet svar; de innehålla sin egen dom. De oangenäma intryck de icke kunna annat än väcka, förmildras lyckligtvis genom det sätt, hvarpå andra Norrmän, hvilka dock förmodligen icke äro renhårigt Norske, uppfattat frågan, och hvilket vi derföre skynda att återgifva, på det man måtte finna, att Morgenbladets och vår Ins:es åsigter åtminstone icke delas af alla Norrmän. Så yttrar t. ex. Kristianiaposten: För den händelse någon skulle tro, att vår tidning. som så oupphörligt känner sig uppmanad att bemöta den uppfattning af unionen och af förhållandet till våra skandinaviska grannfolk, som Morgenbladet utbreder, vid detta tillfälle skulle hafva försummat att iakttaga hvad som konseqvent följer af dess grundsatser, nödgas vi anmärka, att M.Bl:s artikel verkligen på oss gjort ett lika motbjudande intryck, som många föregående. Vi ansågo, att denna ofta återkommande strid på en tid, då det måste synas ven den blindaste så vigtigt att bibehålla enigheten inom Norden, till en måhända förestående strid för dess sjelfständighet, var i dubbelt hänseende olämplig; och att man såsom förevändning för krånglet just H— rr mee !ZQQ vnxvcrn )