Aftonbladet – 28 september 1874, sida 3

Den 28:de Sept. 1624—1874. (Ur Morgenbladet.) Det gamle Oslo lå i Grus På smale Strand ved Fjeldet, Forglemt var norske Kongers Hus, Nedbrudt var Klerkevaldet. Ud over sjunkne Klostermur Hang Birkes Sörgefaner — Men Tiden stödte i sin Lur, Forlangte nye Baner. Det hörte vel hin gjeve Mand Kong Kristian den fjerde, Han elsked trofast Norges Land Og reiste sjunkne Gjzerde. Men grant dog så hans skarpe Blik Hvad Godt var for hans Rige, Han så, at i sin gamle Skik Ej kunde Oslo stige. Han så den rige, skjönne Dal Om Akershus sig brede. Der reises skal min Kongesal, Der kan sig Liv berede. Der er der Plads i Borgens Ly, Der kan sig Alting samle — Så over til min unge By Nu flytte skal den gamle. — Og selv han med sin raske Hånd Udmålte Torv og Gader, Han så alt i sin klare Ånd De nye Huses Rader, Han så af Skibe fuld den Hava Og Liv på alle Veie — Så gav han Byen selv sit Navn Til Odel og til Bie. Og hvad hans Konge-Öie så Bag Fremtids dunkle D2ekke, Det har vor Tid nu svaret på Med Lys, som vidt kan reekke. Nu breder Norges Hovedstad Sig stolt på Akers Sletter Med Slotte, Gader, Rad på Rad, Og Alt end mer forjetter. Thi må vor Stad vel röres ved, At just idag er Stunden, Da engang til den Herlighed Kong Kristian lagde Grunden. Halvtredjehundred År henveg I Mindets Nat vel siden — Men Dag for Dag hans Tanke steg, Og stråler nu i Tiden. Lad derfor Kristian gjenopstå Og på sit Verk nu skue! Lad ham en Mindestötte få, Som stolt i Malm kan lue! Lad ham til Carl Johan da hen Med Höihed rekke Hånden — De vare begge Stiftermaend, Og havde Konge-Ånden. A. Munch.