Aftonbladet – 24 april 1871, sida 2

Naar elsket Hustrus Baare de ud fra Hjemmet ber, da brender samme Taare, saa salt og tung den er. Det er vor kjere Konning, gom hjemsögt blev af Gud: nu bere de hans Dronaing af Kongeborgen ud. Og Hjemmets Sol derinde nu er den gaaet ned alt med den milde Kvinde, de bere hen til Fred. Nu mörknet er hans Stue, og exsom er hans Borg, og savnes vel den Frue, som var saa sterk i Sorg. Det, Kongen maatte miste, paa Jord ei faas igjen: thi det, han her forliste, det var hans bedste Ven. Mens de staa sammen böiet — en Datter hos sin Far — og fölge stilt med Öiet den, de fra Hjemmet bar, de se, mens Skaren bölger: usynligt etter den alt Folkets Hjerter fölger sin gode Dronning hen, Thi det blef hendes ZEre, mer verd end Kroners Glans, at skulle blandt os bre den edle Kvindes Krans, som Mor og Hustru minde om nordisk Kvindedasad, en Folkekrans sig vinde, som bundet blev med Graad. Mens Kirkeklokker malme, og Sörgetoget gaar, hun nu sin bedste Salme i Folkets Hjerter faar. Jonas Lie.