AT: GIGI GCI aLCIULCR på SUIS tw vi? ViR tiga händelser och nationalitetsprincipons växande makt fortfor talaren: Mine Herrer ! vi her i Norden have modtagel en alvorlig L:ere. Hvorledes have vi benyttet den, hvorledes ville vi benytte den? Ligesom smaa Ideer fremkalde smaa Mend, saaledes pleje. naar store Ideer gribe Nationerne, store Meend at fremstaa, der sigesom legemliggjöre disse, biere dem frem, forsvare dem uden at skifte Sind i mörke eller lyse Dage, trofaste i Godt og trofaste i Ondt. Hvor ere saadanne Mend fremstaaede hos os, hvor findes de? Hvad vil der gjöres, hvad er der gjort for den nationale Tanke, for Nordens Sag? Jo, mine herrer! Noget er der rjort, og det skulle vi mindes med Erkjendtlighed mod dem, hvem den skyldes. Og vi ville vende Blikket mod Syd, mod Danmark, med kjerlig Hu og Tak for hvad de har gjort, fordi de har kjempet, lidt og blödt, fordi de har kjempet — alene, lidt och blödt af haarde Saar, men dog ikke tabt Modet. Dernest vende vi Blikket mod Sverige, med — Haab, Haab om at det friske grönnende Skud, som nys er plantet i Sveas gamle Jord, maa trives och biere Frugt till Glede for dem selv, til Held for Norden, saa at dette Land, hvor Tyngdepunktet for Nordens Udvikling er, maa kunne samle og udvikle sine Krefter, for at det maa blive istand til med Are at före Nordens Banner. Og vi ville vende Blikket mod os selv og spörge, hvad vor Opgave er. Jeg tzenker den, at lade den nordiske nationale Tanke gjennemtrange os og söge at verne om den med Kjerlighed og Trofasthed og ikke svigte den, fordi hvad vi kunne gjöre for den, kun er lidet. Og vi bör gjöre gjeldende di Tanke, som er Livsprimeip i den skandinaviske Enhedsstreben, att hvert af de tre nordiske Folk kun kan blive, hvad det i Sandhed er, hvad det skal vere, i Forbindelse med de to övrige; at hvert enkelt af dem, isoleret, ej har nogen fuld national Existens, at det kun da opnaar nogen sand Trivsel og kan udvikle sine Krefter, styrke, foredle og udfolde sine Ejendommelighed, naar det sker i Vexelvirkning med de övrige, ved Motsetning til og Samvirken med dem. Dette bör vi stille os for da og mindes, at vi derfor ikke ville udviske. eller tilintetgjöre hvert Folks Ejendommelighed, men styrke den, saa de kraftig og samdregtig kunne arbejde sammen. Denne Tanke ligger Alle ner at tenke, men det ligger maaske us Nordmezend nermest at udtale den. Thi det var under Forbindelsen med Danmark at vort Folk modnedes til at erhverve den Frihed, som nu er vor Stolthed, det var under Aarhundreders Samliv med det danske Folk, at de Spirer, hvis Frugter vi nu knyde, nedlagdes og voxede sina still Vext. Dette kunne vi ikke glemme; vi bör mindes, hvad Danmark har veret, hvad det er for os, og vi kunne aldrig rolig se paa, at Danmark gaar under; thi miste vi Danmark, da miste vi en Del af os selv, og jeg vil sige den bedste: Selvagtelse og Tro paa os selv. Og Forholdene indeholde en sterk Opfordring till hver enkelt iblandt os, at han lader denne vor Fests Tanke vere sin egen Sag, hvis Fremme er ham en Gevinst, og hvis Tilbagegang er et Tab, en Sag, hvorfor vi selv personlig staa inde. Vi ha i skandinavisk Retning ingen Institution, som kan erstatte den fri Virken af dygtige og ivrige Mend, og der er desverre liden Udsigt til, at de snart kommer. Desto nödvendigere er det, at Frivilligheden ytrer sig under Fölelse af Pligt og Ansvar for hver Enkelt. Og hermed vil jeg udbringe den sedvanlige Skaal for Dagen, idet jeg dog til. Slutning vil henlede Deres Opmerksomhed paa et Trek hos vore Fedre, der desverre ikke synes at vuere nedarvet paa deres Börn: jeg mener en vis Storslaaethed i Opfatningen og et höjt Sind. De havde ikke den Tro, at smaalig. snusfornuftig Beregning i store og vanskelige Forhold er den höjeste Visdom. De vare forstandige Folk og skjönnede derfor vel, at klögtig Smaalighed ofte kan vere den höjeste Uforstand, og de vare behjertede Folk, som greb til, naar det gjaldt, selv om det var med Ulejlighed, ja Fare tor dem selv. Hvis vi i denne Henseende ville lere af vore Forfedre, da kunne vi, endnu ligesom vi se tilbage paa vor Historie med Tilfredshed, saaledes se Fremtiden 1möde med Haab.? Derpå höll universitetsstipendiaten Jan Johansen minnestal öfver de under förra året aflidne. Ordföranden föreslog Norges, SEA Monrad Sverges och juris stud. uru Danmarks skål. Byråchefen F. Roll erinrade i några gripande ord om W. A. Wexels. Slutligen telade E. Sundt för Stockflethe minne, hvarefter ordet förklarades fritt. Prof. Monrad begagnade Xdet fria ordeit för att föreslå en skål, som väl aldrig förr druckits vid den nordiska festen, nemlig.n för Tyskland. De ytiringar af misshag, hvarpå han var förberedd, menade han kunde aftärdas på en minut, och när den var förlupen, ville han utbedja sig upp: märksamhet för en liten förklaring. Fortsättningen af hans t.l återgifves i Aftenbladet sålunda : Han havde erfaret, at Stemningen mod Tydskland i den senere Tid havde undergaaet store Forandringer. Den havde vistnok för veeret alt andet end gundst:g, men det sidste Aars Begivepheder havde aabnet andre Synsmaader. Lykken udöver et stort Trylleri, og Dygtigheden vekker Sympathi. Man dömmer efter Udfaldet og finner uvilkaarlig, at Sejr retferdiggjör. Selv Skandinaver have behaget sig i at tage Preussens Politik til Indtegt; den skaljo vare i Nationalitets Ideens Interesse. Taleren vilde ikke bestride, hvad Grund der maaske kunde vare heri, men kun bekjende, at han for sin Part ikke havde kunnet gjöre sig ret fortrolig med denne Lere. Han var lidt stiv i sine engang antagne Overbevisninger og kunde ikke let gjöre slige Svingninger med. Lykke og Ulykke havde kun liden Indflydelse paa, hvad han ansaa for Sandt, og Magten kunde i hans Tanke vanskelig gjöre Uret til Ret. Han havde saaledes fremåeles kun liden Sympathi for Biemarcksk Politik og preussisk Sabelherredömme. Men rigtignok havde han tidligere heller ivke gaaet med paa Tydskehadets Overdriveiser, men havde stedse gerne givet Tydskland, hvad Tydsklands var. Han havde aldrig kunnet glemme, at Tydsk land var Reformationens Vugge og at derfra den hele nyere Tids Lys var gaaet ud over Verden. Han erkjendte fremdeles Tydskernes store Fortjenster af Videnskab og Kunst, og mente, at de deri endnu maatte vare vore Lerere. Det aandelige Afsperrings-System, som skandinavisk Iver undertiden havde forkyndt, havde han stedse anseet or Daarskab. Han vilde saaledes af Hjertet unde Tydskland sin Heder og Storhed paa disse Enemerker og önske det fremdeles Flor og Fremgang. Han undte ogsaa gjerne Tydskland en bedre politisk Forfatning, og saa gjerne, om det kunde blive et stort og megtigt, enigt og frit Rige. Men, hvad han nermest tor Tiden undte Tydskland, var dog — en forsvarlig Nesestyver, der kunde lxere det af med at rekke sin Haand ud efter, hvad der ikke tilkom det. Og det i Tydsklands egen sande Interesse. Han troede ikke, der kunde blive Alvor af Tydsklands virkelige Lykke. saalenge det ?skjulte uretferdigt Gods i sit Telt.? Historiens Nemesis maatte gjöre sin Gjerning; der maatte lides for, hvad der var forbrudt; det er Verdensstyrelsens uforanderlige Lov. Det var en stor Daarskab, naar Tydskland ikke insaa, dels at dets gande Vel kraever i det skandinaviske Norden at have en trofast Ven istedenfor en forbit:et Fiende, dels at dette Forhold ikke kan indtrede, förend Greendsc-Stridighederne ere opgjorte paa en retferdig Maade. En passende Ydmygelse, der kunde fremkalde denne Indsigt, vilde Taleren inderlig önske Tyskland jo för 10 heller — ikke af ond, isen af god Vije. Thi den vilde vere Tydsklands sandeste Velsignelse. Juris kand. Dietrichson erinrade särskildt om kompositör R. Nordraak och advokat Heffermehl om gkådespelerskan Louise Brun.