Aftonbladet – 1 juli 1852, sida 2

EL TR RAT ES eos AR SO, An KR TE Se a a NE EEE ne esjäle os alle for vor fälles Landsfader. l Paa hvilken Plet af Europas Fasttand udenfor Skan-! inavien skulde et Möde som dette kunne gläde sig. ed Regjeringens Opmuntring og Understöttelse, ja, aa hvormange Steder vilde det endogsaa kun blive. alt ? Skulde man ikke endogsaa der, hvor man selv cke saa det med ugunstige Öine, höist sandsynligen; maatte forbyde dem paa Grund af mägtige men lys-; idde Naboers Opfordringer ? i Men hvormeget anderledes og hvor anderledes gläeligt er det ikke hos os! thi med os er Kongen! Og vilken Indflydelse har dette ikke udövet paa et Folk, er altid var vant til med Kjärlighed at lytte til sin .onges Röst! Derfor er Kongens oplyste og liberale pfatning af disse Möder bleven Folkets, og han har erved sat Stemplet paa deres Betydning; -— derfor väle Folkets Tanker ved os, og dets Önsker ledsage s; — derfor er Erkjendelsen almindelig, at disse löder ei ere blot til Lyst, men at det er en for rödrerigernes fälleds Fremtid velsignelsesrig Säd, om derunder nedlägges; — derfor kappes alle Samundsklasser om at lägge deres Deeltagelse tor Daen; — derfor modtages vore Gjäster ei. blot af deres rödre, de norske Studenter, men af deres Brödre, lordmändene; — derfor skulle disse Dage ei blot nindes: som en Studenterfest, men som en Folkefest ; — — og derfor Studenter! svenske som norske, et evende Hurra för Unionskongen !n Overlärer Daa höll följande tal för föreninen, sedan en sång af P. A. Jensen blifvit afjungen : sVenner og Landsmänd! Mänd og Ynglinger fra Östersöens Strande ere komne or med Haanden og Munden at besegle den Pagt ned Folket ved Nordsöens Kyster, som vore Fädre ave indgsaet. Dette Forbund har aldrig väret brudt, nen ethvert Aaar har lärt os klarere at indse dets Tödvendighed. Det er Krigen, som danner Staterne, ligesom det aarde Metal alene i smeltet Tilstand kan dannes til dle Former. Derfor var det ogsaa, Krig, som beirkede den svensk-norske Forening og en Soldateronge har ren af dette Storvärk. Det er Krigen, om lärer Menneskerne at kjende Fordelene at Enrägtighed.. Derfor henvendte Foreningens Stiftere örst sin Opmärksamhed paa dens militäre Gavnligred og sögte at sammenslutte den norske og svenske Crigshär. Thi vore Granders Heltesaga vidnede altor ofte om, at medens den svenske Soldat stred imod jstens Barbarer, om han end een imod ti paa den jam af Forsynet anviste Kulturens Forpost maatie wugge med begge Händer, saa kunde dog Saari hans Ryg fravriste ham Sejrens Frugt. Thi den svenske Sjämpes. väldige Arme vyende imod Östersöen, melens hans vestlige Grändse er aaben for endog en aatallig Fiendes Anfald. Det hörer til Fortidens lodige og skjändige Vildfarelser, at den dansk-norske Stat var denne Fieride, som slövede Karlernes og Gutavernes Svärd, naar detsånkede sig frugteslös Häder Kampen fer alle vore Nordlandes dyrebareste ineresser. Under al den Splittelse, som fremdeles hersker inlen den skandinaviske Folkestammes Enemärker, er let derfor en Tröst at vide, at ligesom vor Halvös Fjeldmasse udgjör een Steen, som Menneskemagt ikke formaar at adskille, saaledes danner siden 1814 den svenske og norske Här et Jerngjärde deromkring, i wvilket ingen Stats-Träskhed skal kunne rive Hul. De sidste Dage have skjänket os en endnu glädeigere Erfaring om at ogsaa det danske Folk hörer sil det Vaabenbroderskab med os, inden hvilket Krig herefter ansees for Brodermord, men Bistand erkjendes som Piigt. Vi Nordmänd. föle ogsaa, at vi ere oestemte til at. opträde som et formidiende Led imelem Nordlandenes-tvende mest-udprägede Folkeejerlommeligheder. Thi vi have modtaget vor aandelige Retning under Aarhundreders Forbindelse med Danmark; men vort Lands Natur er i sit Väsen svensk. Denne tosidede Karakter, som Historien og Naturen har paatrykt det norske Folk, skal idetminste for Eftertiden yde den Nytte, at gjöre det Uvenskab mellem Hofferne i Stockholm og Kjöbenhavn umuligt, varom de gamle Böger vide at-fortätle saa meget. Men Blodsudgydelse er ikke Menneskets jordiske Maal eller Staternes överste Bestemmelse. Vor Union maa derfor have en höjerg Opgave, harmonerende med Menneskehedens hele Udvikling til gjensidig Bistand og Forädling, väkkende det aandelige Livs Ideer og Sympathier og befordrende den materielle Rörelses Behov og Nydelser. Det maa derfor väre denne Forenings Opgave at frede og fremelske den nordlanske Aandelighed til en selvständig agtbar Personlighed i Kulturens Verden; den maa ogsaa under Nutidens feberagtige Higen efter Rigdom og Velstand medföre Fordele. Disse Goder skulle vindes roligt og forstandigt i Fred gjennemOverbevisning formedelst Sandhedens Kraft og med den besvorne Pagt. till Udgangspunkt. Og her er det, at den. studerende Ungdom har en stor Opgave. Medens Kapitalen spränger Vei over Gränsefjeldene, ja tör hende med Tiden borer Tunneler igjennem dem, skulle de med Universitets-Dannelse udrustede Samfundets Udkaarne, bortrydde, spränge og gjennembore de Fordommenes Klipper, som endnu. adskille oss. Vi maa komme til at udvexle aandelige Frembringelser med hverandre. Dei norske Metal bör ikke savne baade Afsätning og Anvendelse til ny Bildminger i Sverige, og de svenske Grubers Skatte skulle ikke blive ukjendte og unyttede i Norge. Vistnok er vor Union ligesäa fjern fra det Idealske, som noget af det Gjäldende i Europa. Vel er det ikke muligt i et Saadant Forbund mellem to Stater af ulige Styrke at opnaa en saa fuldkommen Sammenslutning paa Frihedens Grundvold, som: vilde faldet af sig selv i en Union af samtlige skandinaviske Stammer. Thi da vilde Deltageraes Antal og Interessernes Mangfoldighed ligesaa haandgribeligt bortfjerne Frygten for Overmagt og Forfordeling som . Washingtons og -Tells Hjem. Alligeveler vor Union visselig modtagelig for en bedre Benyttelse end der hidtil er udvundet af den. Men til Anlägget af disse: aandelige Jernveie og til Driften af denne aandelige Samhandel, udkräves ikke blot Ihärdighed og Kraft. Der fordres ogsaa en paa redelig Selvprövelse grundet Upartiskhet. Thi som fri Svensker og Nordmänd maa vi mödes paa Halvveien, hvorved ikke bor menes en diplomatisk Halvering eller en hökeragtig Skakring om hvad hver Nation opoffrer af sit gamle Väsen. Nej, vi skulle träffes ved Naturens och Sandhedens Milesten imellem vore Folkeejendommel:gheder. -Vi skulle forst og fremst läre hverandre at kjende, deraf vil fölge, at vi kappes med hverandre i, efter Broderens exat aflägge vore Fejl og opgive vore Daarligeder. Den svensk.norske Union Levels Prof. Faye höll följande tal vid skålen för Upsala universitet, sedan en sång af ÅA, Munch olifvit afsjungen: sHvad er det for en Tid vi leve i? Er den forlums Tid, som . man ofte nok har kaldt den gode samle Tid, da Nordens unge Kraft drog ud at ödeägge sig selv — Broder mod Broder — endnu ikke forbi? Jo forlängst.. — Hvad betyder da de mandstärke Räkker af svensk Ungdom, som her staae forsamlede Ansigt til Ansigt med den norske? Det er da -heller ikke Vaabenstilstandens Broderskab, der snärt skal aflöses af den gamle Tids harmfulde Fölelser? Nei, nei. Har ikke de svenske, danske og norske Universiteters baade Ungdom og Manddom ofte färdedes sammen i de senere Aarräkker på broderlig Viis under Aandens og Videnskabens Telte? Saae vi ikke for et Aartilbage her paa samme Plet Stammes!ögtskabet gjöre sin naturlige Ret gjäldende og bringe Brodreren i Brodrerens Favn? Er Nordens gode Genius ikke stärk, eller ligger den fremdeles afmägtigt sukkende under en smaalig Misundelses, en kortsynet Politiks lammende Inåflydeke? Nei svare vi med een Stemme. — Og dog kommer en