Aftonbladet – 13 mars 1846, sida 2

skygg, ilar öfver öknens sand och aldrig tröttas, aldrig hvilar, jagad af brännande törst — så plågas hans själ af en förtärande längtan efter en svunnen lycka.... Lifvets dissonanser hafva berört hans ande; hans glädje öfver lifvet har vikit bort och lemnat platsen åt en mörk, stundom bitter sinnesstämning, som sorgelig och skärande klingar genom flera af hans sednare dikter. Dock rycker han sig ofta lös ur sorgens band och hans barpa tonar åter ren och harmonisk som förr; och från menniskolifvet, som bringar honom qval och smärta, flyr han åter till. naturen, som lindrar hans sorg och upplöser den i ett mildt vemod.::. Jeg gik mig i Skoven, saa eensom en gang, Alle de smaa Fugle saa yndeligt sing, De havde ej andet at bestille; Der qvad Stillids og der qvad Gjzg, Der slog höjt i den hvislende Bög En TIrisk sin sittrende Trille. Då tänkte jeg paa Hende, som er ikke her, Da tänkte jeg paa på Hende, mit Hjerte har kjär. Og jeg tänkte, det bedste jeg kunde; Og alting cmkring mig, det tänkte som jeg, Den gamle Eeg og Granen, der brystede sig; Og alle smaa Fugle i Lunde. Og alt vilde tröste mit längselfulde Sind, Fortroligt mig hvisked den letsindige Vind De luneste Ting i mit Öre; Og Stären mig sagde saa meget — meget. Smukt Med Längslen de kunde dog ikke faae Bugt, Den lod, som den ej kunde höre. Sea vil jeg da länges med alle Blomster blaa, Sea vil jeg da svärme med alle Fugle sm2a, Og sukke med de svävende Vinde.