Gotlands tidning – 23 december 1859, sida 2

de nogen Hvile; imens blev Kisten baaret hen i en afsides Stue og der Laaget slaaet til; bun skulde ikke höre Hammerslagene. Da hun vaagnede, kom op og vilde see sit Barn, sagde Manden hende i Taarer: Vi have lukket Laaget, det maatte skee! Naar Gud er haard mod mig, sagde hun, hvorfor skulde saa Menneskene vere bedre ! og hun hulkede i Graad. Kisten blev bragt til Graven, den tröstelöse Moder sad hos sine unge Döttre; hun saae paa dem, uden at see dem. hendes Tanker havde ikke mere med Hjemmet at gjöre, bun overgav sig til Sorgen og den kastede hende, som Söen kaster Skibet, der har mistet Roer og Styrer. Saaledes gik hegravelsesdagen og Dage fulgte med samme eenssormige tunge Smerte. Med vaade Öine og bedrövede Blik saae de dörgende hjemme paa hende, hun hörte ikke deres Tröst, hvad kunde de vel ogsaa sige, de vare for bedrövede dertil. Det var som om hun ikke meer kjendte til Sövnen og alene den vilde viere bendes bedste Ven, styrke Legemet og kalde Ro i Själen; de fik hende til at legge sig i Sengen, hun laae ogsaa stille som en Sovende; een Nat, Manden lyttede efter hendes Aandedrag og troede for vist at hun fandt Hvile og Lettelse, det var ham et Haab, han foldede sine Huander, bad til Gud, laae selv saa stille og da kom Sövnen til ham, hos hende var den ikke. Snart sov han sundt og fast, han merkede ikke at hun reiste sig, kastede sine Kleder om sig og gik stille ud af Huset for at komme derhen hvor hendes Tanke Nat og Dag sögte, Graven, der gjemte hendes Barn. Hun gik gjennem Husets Have, ud paa Marken, hvor Stien förte udenom Byen ben til Kirkegaarden; Ingen saae hende, hun saae Ingen. Det var deiligt stjerneklart, Luften endnu saa mild, det var först i September. Hun kom ind paa Kirkegaarden,