Gotlands tidning – 23 december 1859, sida 2

BARNET i GRAVEN. Der var Sorg i Huset, der var Sorg i lljerterne; det yngste Barn, en fireaars Dreng, den eneste Sön, Foreldrenes Glede og Fremtids Haab, var död; to edre Döttre havde de vel, den eldste skulde netop i dette Aar consirmeres, velsignet gode Piger begge to, men det mistede Barn er altid det kjereste og dette var det yngste og en Sön. Det vår en tung Prövelse. Söstrene sörgede. som unge Hjerter sörge. grebne iser ved Foreldrenes Smerte; Faderen var dybt nedböiet. men Moderen overvaeldet af den store Sorg. Nat og Dag havde hun gaaet om det syge Barn, pleiet det, löftet og baeret det; det var en Deel af hende selv, havde hun fölt og förnummet; hun kunde ikke tänke sig at det var dödt, at det skulde legges i Kiste og gjemmes i Graven, Gud kunde ikke tage det Barn frå hende. meente hun og da det dog skete og var Vished, sagde hun i sin syge Smerte: Åud bar ikke vidst det! Han har hjertelöse Tjenere her paa Jorden; de handle som de lyste, höre ikke en Moders Bönner! Hun slap i sin Smerte Vor Herre og da kom mörke Tanker, Dödens Tanker. den evige Död: at Mennesket blev Jord i Jorden, og at Alt da var forbi. Ved saadan Tanke havde hun Intet at klamre sig til, og sank i Fortvivlelsens bundlöse Dyb, — der var Intet, Intet! I de tungeste Timer kunde hun ikke grede meer; hun tenkte ikke paa de unge Döttre hun havde; Mandens Taarer saldt paa hendes Pande, hun saae ikke op til ham; hendes Tanke var hos det döde Barn, al hendes Liv og Leven aandede i at tilbagekalde sig hvert Minde om Barnet, hvert af dets uskyldige Ord. Begravelsesdagen kom; Natten forud hafde hun ikke sovet, i Morgenstunden overyeldedes hun af Trietheden og hav