——— (h — —; —— — tjenstsulla egenskaperna hos ett folk, som med i begär andas frihetens luft och besitter medve? tenheten af att ega den, men äfven svartsjuk ! ömtålighet om densamma. I Norge der sjunger också Henrik Ibsen. Det är djupare toner — hans. De äro ej så mycket folkstämningarnes uttryck, som mera uttrycket för en ande, hvilken städse vänder ! in i sig sjelf, för att der söka reda sin tids och sitt folks problemer, men äfven för att i lösa gåtan af sin egen tillvaro. Så sjunger han sjelf i dikten Bergmanden: j i Bergvarg, brist med drön og brag for mit tunge hammerslag! Nedad må jeg vejen bryde, til jeg hörer malmen lyde. Dybt i fjeldets öde nat vinker mig den rige skat, — diamant og zedelstene mellem guldets röde grene. Og i dybet er der fred, — fred og örk fra evighed; — bryd mig vejen, tunge hammer, til det dulgtes hjertekammer! Engang sad som gut jeg glad under himlens stjernerad, trådte vårens blomsterveje, havde barnefred i eje. Men jeg glemte dagens pragt i den midnatsmörke schakt, glemte liens sus og sange i min grubes tempelgange. Dengang först jeg steg herind, tionkte jeg med skylfrit sind: dybets ander skal mig råde livets endelöse gåde. — Så vänder bergsmannen ned i djupet, skalden in i sig sjelf, för att der tyda gåtan at sin tillvaro; men han finner ej hvad han söker : End har ingen ånd mig lwert, hvad mig tykkedes så stert; end er ingen stråle runden, som kan lyse op fra grunden. Har jeg fejlet? Förer ej frem til klarhed denne vej? Lyset blinder jo mit öje, hvis jeg söger i det höje. Han måste derför ännu djupare ned: Nej, i dybet må jag ned; der er fred fra evighed. Bryd mig vejen, tunge hammer, til det dulgtes hjertekammer! — I1Iammerslag på hammerslag intil livets sidste dag. Ingen morgenstråle skinner; ingen håbets sol oprinder. Skalden finner sålunda ingenstädes evaret på sina ständiga frågor: öfverallt och alltjemt samma negation, samma tröstlösa förvissning om, att ingen håbets sol oprinder. Genom denna inre drift och det motstånd, den möter, måste skaldens slag i strängarne få ironiens karaktersdrag. Sjelfva Brand med sin absoluta tro är en ironisk gestalt, och Peer Gynt är en lefvande ironi, som mången gång slår öfver till satir. Denna ironiska grundton klingar ock genom de flesta styckena i nu föreliggande diktsamling, och med förkrossande styrka qväller den fram i den bekanta dikten Ballongbreve till en svensk dame, hvilken med ett sällsamt djup i tanken och åskådningen framdrager vrångbilden af vår tids storhetsanspråk och söndersmular de stora gestalterna. I Troens grund är denna ironi inne på satirens område; men i En broder i nöd! springer den öfver i ett skärande skri. Endast i några få stycken är den svunnen för ett mera harmoniskt sinnes blidare lynne, och dikten Rimbrev til fru Heiberg är ett bevis på skaldens solskensstunder. Åtskilligt i samlingen är akrifvet med anspråk, utan att dock tillfredsställa dem, och får någon gång en förarglig tillsats af platthet. Skaldens sjelfkritik har ej förmått att ingifva honom nog mod att borttaga sådana intetsägande bitar som t. ex. Markblomster og potteplanter, En sogelvise m. fl., der det nöffa I upnränningen ingalunda unnhsjelnta