Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning – 5 augusti 1870, sida 2

Skolmötet. Pastor Mau har önskat få i Handelstidningen meddeladt ett utförligare referat af det yttrande, som af honom afgass under diskussionen öfver den 2:dra frågan, en önskan, som vi gerna villfara. Det oss tillsända referatet lyder sålunda: På Grund af den fremrykkede Tid vil jeg blot holde mig til den 2den Del af Spörsmålet, dette nemlig: , huru bör denna undervisning lämpligast bedrifvas? Jeg svarer: ,,den kristelige Religionsundervisning bör meddeles 1) med Tro, 2) under Bön, 3) med Liv og Lyst, 4) efter omhyggelig Forberedelse og 5) ved mundlig Meddelelse. — 1. En vantro Religionslerer er en Uting ligesom en vantro Priest. Han gör ingen Gavn i denne Del af sin Gerning, hvor duelig bar end ellers kan ysere, men han gör stor Skade, idet han forkvakler och fordzerver Börnehjerterne och kveler mangen god Spire, som er kommet op deri og som skulde fooste Rod og voxe til Herrens Are; — han har intet andeligt Godt i kristelig Henseende, og hvad et Menneske ikke har, det kan han heller ikke give; han tsersker Langhalm, som det hedder i et gammelt Ord, istedetfor at raekke Börnene Ordets gode og sunde Keerne. Troen er ligeså nödvendig for en Religionslerer, som for en Prest: gi jeg kunde slå denne Sandhed fast, som Spiget i en Planke, da vilde jeg ikke forgseves have verit tilstede ved det 1ste nordiske Skolemöde. At en vantro L:rer må önske, at Religionsundervisningen tages bort fra Skolen, det finder jeg ganske naturligt, men ikke således, når dette Önske fremkommer fra en troende Lzerer, thi han vilde snart savne den. Den vantro Leerer tager på det Helligste omtrent som ner man tager med Stålhandske på en fin og yndig Blomst. Ner en Lerer nu er vantro, så henviser jeg ham til Luthers ord: ,,bed Gud om Troen, ellers bliver du til evig Tid uden Tro, og den skal gives ham; men er han ikke af Sandheden, föler ban ingen Trang til at bede, da ved jeg intet Råd for ham. Det Önskeligste er, at alle Religionslerer vare troende; men det er et Ideal, som ej kan blive verkeliggjort på denne syndige Jord, hvor Troslivet i Skolelzererstanden vil stå i Forhold til Livet, som det rörer sig hos Folket i det Hele. Misbrugen bever imedlertid ikke Brugen; jeg skal derfor viere den Sidste til at anbefale Religionsundervisningens Borttagelse tra Skolen, på hvor sörgelig en Måde den end otte drives, — sköndt jeg tror, at i Sverrig gives der flere Elementer til en god IIjemmeundervisning i Kristendommen, end i Danmark, idet Menigmand på Landet ofte er meget fortrolig med sin Bibel. I mit Fiedreland frygter jeg, at en Hedningeslxegt vilde opvoxe til Fordervelse for sig og Andre; hvis Religionsundervisningen toges rent bort fra Skolen. — 2. Religionsundervisningen bör meddeles med Bön, ja en dobbelt Bön, först i Bönkammerets Stilhed, inden Leereren går til sin Gerning, og siden, når han begynder den; den sidste bör altid vere kort; han skal löfte Börnene op med sig til Gud, for at de kunde bringes i den rette Stemning til at höre om Guds store og underlige Gerninger til Menneskenes Frelse; et Psalmevers er også godt at synge til Indledning. — 3. Undervisningen bör meddeles med Liv og Lyst, thi det er Lysten, som driver Verket. Det är ikke nok, at Lereren er rettroende (på svenska: renlärig), han må veere ret troende, eller: der må röre sig et kraftigt liv i hans Indre. Det må vsere med ham, som Jesus siger, at ,,den, der tror på Ham, fra hans Liv skal der flyde levende Vandströmme, som ville meddele sig til Börnebjerternes Ågre, for at de gode Planter kunne voxe. Men Livskilden i Lererens Hjerte må have stadigt Tillöb fra Nådens Kilde i Kristus gennem hans Evangelium