Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning – 15 september 1851, sida 1

— Farvåll sade de till hvarandra och skiljdes åt. Ernst suckade: Lyckliga fiskare! Långe satt han ånnu, plågad af vidunderliga drömmar. Han lutade sitt trötta hufvud tillbaka och stirrade på den mårkblå himlen, med dess otaliga stjernor. Då månen redan stod högt på himmelen och en kall nattvind börjat blåsa, steg han åndtligen upp och begaf sig på vågen till staden. Han gnolade på en visa, som han engång i Rabensberg hade författat: Paa mit Hjem jeg tenker atter, Ak jeg er i fremmed Land; Ingen her min Smerte satter, Som jeg ikke dålge kan. Eder seer jeg, mine Enge, Seer Dig Skov med Låvet grönt, Griber da i mine Strenge. Ak, hvor er mit Hjem dog skjönt! paa mit Hjem jeg tanker atter, Hvor min Barndoms Vugge stod, Höit mig toned Gledens Latter, Stolt mit Haab var, frisk mit Mod. Hvor min förste Elskovs Blommer Spired frem af Haabet grönt, Ak, nu svandt mit Hjertes Sommer: Ene du, mit Hjem blev skjönt!