Aftonbladet – 14 april 1874, sida 3

-tforbigaaende, hvorhos den ikke giver d tIfremmede Mynter Tvangskurs Mand imelllem Mand, men kun i Forholdet mellen I Norges Bank og dens Kreditorer. Den kar derfor godt forsvares som et midlertidig ;IMiddel til et större Öiemeds Opnaaelse I Denne Bestemmelse udlöber ogsaa efte I Loven den 3lte December 1876, og Statsstyrelsen vil inden den Tid have at treff Bestemmelser, gjennem hvilke man komme; Jud af dette midlertidige Forhold, der le I kan avle en falsk Stilling. I Men den danske Nationalbank tager vo! I Guldmynt al pari, indvendes der. Dette el vistnok saa, men for dået förste er det en I Direktionsbeslutning, der naarsomhelst kan Jomgjöres; det afhenger af et vilkaarligt Skjön af Direktionen, hvor!enge og hvormeget den vil tage. Det usikre Forhold skader altid, naar der er Spörgsmaal om en Mynts Vilkaar. Vi have mange Åars Erfaring for, at den danske Nationalbank i sit Mellemveerende med Norge, som rimeligt er, kun iagttager sin egen TInteresse. Forholdene förte det med sig i de sidste Aar, at Danmark stedse var Skyldner til Norge; som Fölge heraf förtes megen dansk Speciesmynt herop, og det kom i Virkeligheden saa vidt, at det med Rstte kunde siges, at Danmark jevnligen myntede for Norge, thi det var fast udelukkende dansk Mynt, der benyttedes i Mellemhandelen. Det var iser efter Vaarskibniogerne, at Norge blev stor Kreditor i Danmark, og i Mai og Juni, naar store Belöb tilirevgtes til St. Hans Terminen, gjordes store Krav paa Sölvspecier fra Danmark. Ligeoverfor dette Krav have vi i flere Aar seet, at den danske Nationalbank negtede at vexle sine Sedler med den eneste Mynt, der kunde sendes til Norge, hele og halve Sölvspecier; henimod denne Tid udvexledes kun halve Rigsdalere, der vare utjenlige for Norge, og man var nödsaget til at samle udenfor Banken i smaa Summer det Sölv, der udfordredes. Nationalbanken vilde ikke mynte for Norge, og Grundtanken var aldeles rigtig, skjönt den i sin Udförelse saa skarp ud. Der bör, som ovenfor sagt, altid vare Gjensidighed, forat ikke den ene Part skal forfordeles. — Imidlertid bör dog det ovenfor sagte vise, at man ikke kan stole paa at imödekommes fra dansk Side lzenger, end det stemmer med de Danskes Interesser. Der er forövrigt en vesentlig Forskjel mellem den danske og den svenske Banks Stilling ligeoverfor Norge; thi det er en Kjendsgjerning, atligesom Danmark nesten altid er Skyldner til Norge, er Forholdet omvendt mellem Norge og Sverige. Danmark har stadig at betale til Norge; Norge derimod stadig at betale til Sverige. Hvis derfor de norske Kroner naa ned til Kjöbenhavn, vil der jevnlig vere Aflöb for samme tilbage til Norge; forsaavidt Sveriges Bank derimod har Beholdning af norsk Myat. har den ikke paa mange Aar haft Anledning til at frigjöre sig for samme uden Tab eg vil neppe heller i den nermeste Fremtid faa Anledning dertil; thi Myntströmningen gaar stadig herfra östover. I Forbindelse hermed tillegger jeg ikke den Omstendighet stor Betydning, at en af Stockholms private Banker kundgjör, at den modtager norske Guldmynter efter pari Kurs. Man vilde ikke legge megen Vegt paa, om vore Privatbanker kundgjorde en lignende Foranstaltning; den er afhengig af mange Vilkaar, og er formentlig navnlig udsat for Forandring, om det skulde vise sig, at der strömmer Belöb ind, som man ikke kande frigjöre sig for uden Tab. Forskjellen er, at den svenske Rigsbank vilde have at anse vor Guldmynt som Modvegt mod sin Seddelstok, medens den private Bank, der ikke holder noget Metalfond, vilde söge at frigjöre sig for samme sna rest mnuligt. Der er, saavidt jeg har erfaret, ikke i Sverige eller Danmark reist Modstand mod Konventionens Principer af nogen Mand, der har Indseende i disse Förhold, og i Danmark blev den, som bekjendt, enstemmig vedtaget af Nationalforsamlingen. Disse Principer: at ensartet Mynt med gjensidig Gyldighet mellem Nationer, der have stor gjensidig Mellemhandel, tildels Grendse handel, ikke alene bringer enhver Stats Borgere Fordel, men ogsaa över en direkte Ökonomi paa Myntomraadet, anerkjendes vistnok ogsaa af den svenske Riksbanks Fulimegtige. Det er visselig ikke mindre den svenske Banks Styrelses, end det er Norges Banks Styrelses Öoske, at Konventionen var bleven vedtagen; men da saa ikke skede, er det en Selvfölge, at eahver af de tre Staters Statsbanker, i Mangel af nye Lovbestemmelser, indskrenkes til at böie sig for de zxeldre bestaaende, og at det afgjörende ikke er personlige Tilböielighe der, men enhver Banks Serinteresse sammenheldt med de Indskrenkninger, deres Lands Love opstille. Jeg skal endnu kun tilföie, at jeg af Interesse for Sagen ugjerne har seet, at Chri stiania Handelsforenings Bestyrelse agter at indgaa til Regjeringen med Forestilling om, at Forslag om Tiltredelse af Konventionen maa blive forelagt dette Aars Storthing. Hvor sterk end min personlige Overbevisning er, at en Tilslutning til Konventionen er gavnlig for vort Land, tror jeg dog, at dette Spörgsmaals Atgjörelse bör ndstaa, indtil de nu trufne midlertidige Lovbestemmelser om Norges Banks Forhold maa underkastes Revision. Dette maa formentlig, i Henholdå til det ovenfor oplyste, ske paa 1875 Aars BStorthing, og Regjeringen har då fuld Anledning til at undergive Spörgsmaalet fornyet Granskning. De-övrige Grunde, der efter min Anskuelse tale mod MHandelsforeningens Optrzeden, finder jeg mig ikke föranlediget til at udvikle paa dette Sted. Jeg vil kun tilföie, at jeg ikke tror, at Foreningens Bestyrelse vilde have faaet Medhold, om dens Beslutning var bleven forelagt i et til Sagens Behandling tilstevnt Möde.