Aftonbladet – 24 april 1871, sida 2

Over Kongeborgea höres Tunge Klokkelyd idag: Dronningen til Graven föres I den gyidne Sarkofag. Sörgeklangen stille brer Over Fjeld, til fjernest Krog; Tvende Folk i Bön den hever Til den Gud, som gav, som tog. Hun, som ou skal brat forsvinde I Kapellets dunkla Grund, Var en god, en este Kvinde — Nok, at dette siges kun. Iagen Ros paa Jord er bedre, Helst for Den, som Kronen-bar — Intet Smykke -meer--kan hadre End de Ord: Hun Kvinde var! Kvinden jo er Hjemmets Krone, Kjerligheds og Mildheds Mågt — Naar den lyser fra en Tarone Biiver Sed i Hytten lagt. Derfor skal vor-Dronnings Minde Leve mildt i Folkets Bryst, Naar de stolte Navne svinde Som tog Glauds af Herskelyst. Tomt er nu i Slöttåts Sale, Mard og Datter sörge der, Lytter end til hendes Tale Gieznem Evighedens, Skjer. Ja, desöppe vil bår söger, Ei i Gravens dunkie Grund, Skal end Ssvnet har foröges — Engang slaaer dog Gjensyns Stund. Alt bvad hun har virket stille Som Fyrstinde, Moder, Viv, Skal, ved Kjerlighedens Bilde, Bilomstre i. et evigt Liv. Läd da kun Dödsklökken ringe Over Land oz Kongeborg: Klengen löfter Haabets Vinge Over Dagens Strid og Sorg. 4 Munch