Aftonbladet – 15 januari 1867, sida 2

— Skandinaviska frågan. Homars Btiftstidende inleder sin nya årgång med en välskrifven artikel om nödvändigheten af de nordiska rikenas sammanslutning, ur hvilken vi meddela följande: ?Det forekommer 0s, säger bladet, ?at om end denne Sag, Nordens Sammenslufning til alt det ydre og indre Fzllesskab, som paa nogen Maade kan bestaa med ethvert af de tre Folks Selvstendighed og ejendommelige Udvikling — det forekommer os, siger vi, at om end denne Sag nu i lange Aarrekker ikke har staaet som synderlig betydningsfuld for Folket, fordi Alt omomkring os gik saa omtrent i sine gamle Gjanger, saa maa den dog i Sandhed faa Betydning nu, da de gamle Gjaenger pludselig er faldt fra hinanden, og vi med Et, som ved et Trylleslag, ser os omgivne af to store Nationer, hvoraf den ene forlengst, og den anden i det nu svundne Aar, efter mange indvortes Rivninger, endelig har fört sin ?Skandinavisme? tilende og sluttet sine mange mindre Dele og Fylker sammen til et Helt, til et for os stort og truende Helt, — ligesom endnu et tredje Folk lxengere mod Syd har dette Aar, efter lang og bitter Adsplittelse, fuldbyrdet den samme Gjerning. Det forekommer os, at skulde ikke nu Fölelsen og Erkjendelsen hos de tre nordiske Folk af Sammenslutningens Nödvendighet kunne vakkes og komme tillive — ikke blot som en Modesag, men som en Livssag — da vaagner den visselig sent eller aldrig. Thi vi kan ikke se noget enkelt Tidsunkt i Nordens Historie, hvor Kravet til denne Porenings Udförelse stillede sig saa sterkt og saa alvorligt manende, som det gjör nu, og som det navnlig gjör efter Begivenhederne i Tydskland i dette Aar. Vi ere slet ikke politiske Profeter, og vi forstaa os ligesaalidt derpaa, som, paa det at agere Vejrprofeter, i Serdeleshed nu; da hverken Ålmanakken eller de politiske Traktater lengere due til at spaa efter; men saa meget synes vi nok, Enhver, selv uden Spaadomsevne, maa kunne skjönne, at skal Nordens trende Folk fremdeles vedblive — om ikke just at bide og eede hverandre, skjönt der endogsaa af den Skik synes at vere adskillige beteenkelige Levninger tilbage — saa dog efter gammel Sedvane at skule mistzenkelige til hverandre og lade, som om vi ere hverandre aldeles undverlige og have Intet med hverandre at. skaffe, da staar denne Uskik i en saa rak Modszetning til hvad andre Folk og navnlig vore Naboer for Tiden gjöre, at vi aabenbart ved at holde frem, som hidtil, maa ikke blot vaekke deres serlige Opmeerksomhed, men visselig meget snart ogsaa optande deres Lyst til at ixere os med Magt, hvad vi ikke vilde lade os sige af sund Forstand — til at gjöre os brugbare og til Styrke for dem, naar vi ikke vilde gjöre os nyttige og starke for os selv. Vi kunne godt forstaa, at de utallige store og smaa Rivninger, som gjennem mange Aarhundreder have tundet Sted disse tre Folk imellem. nödvendig maa have efterladt adskillige ubeha 5 ES RE RE SA I