Aftonbladet – 9 november 1866, sida 2

orholde, der nu og rimeligvis i en Fremtid, vi dnu ikke kunne overskue, ville forhindre dette, Ide det vere uforstandigt ikke at bestraebe os, r at befeste og udvikle den Ferening mellem to nordiske Riger, som den 4de November 14 blev stiftet, og naar, som vi tillidsfuldt abe, det svenske Folk kommer os loyalt imöde, wulde vi da betzenke os paa at byde det Folk ort Venskab og vor Tillid, som for to Aarhunreder siden bestod en ulige, men sejrrig Kamp yr Trosfrihedens Sag, som först blandt de noriske Folk i sin indre Styrelse indförte borgerlig g politisk Frihed, og gjennem Aarhundreder nder Kamp och Möje har opretholdt den, og om nu ved Omdannelse af sin zeldgamle Folkepresentation paa en saa edel Maade har vist in Beredvillighed til at opofre heevdede Rettigeder, for at tilvejebringe et mere tidsmessigt g sterkere Udtryk af Folkeviljen, og ved denne tore Statshandling, der nermer dets Forfatning il de to andre Rigers, har ryddet af Vejen den arligste Hindring for Dannelsen af den politiske inhed.? Hr Lövenskjolds tal åtföljdes af en sång f A. Munch. Derefter talade professor Monrad för fäderneslandet, byråcheten Roll ör Sverge, öfverläraren Lökke för Dannark, bankdirektören Frölich för Slesvig. Sist bland de officiella talen kom följande, ofta af stormande bifallsrop afbrutna föreirag af professor Daa för Norden: Der intreffer Tider, da der gaar igjennennem Menneskelivet en alvorligere og haandgribelisere Maning om det störste Spörgsmaal: at ere eller ikke vere. Det er, naar Jordeivets sidste Time pludselig slaar for store Skarer af 08. I de sidste Aar har en ligesaa advarende Farsot rammet ikke enkelte Mennesker, men de store Samfund, som man kalder Stater og Nationer. Saadanne Individer ere forsvundne fra Verdens Skueplads pludseligt efter en Tilvrerelse af mange Aarhundreder. e ere döde og begravne ligesaa fuldstendigt som et Lig. At vekke dem op igjen til Virksomhed erkjendes for at vare et ligesaa overmenneskeligt Vidunder som att bringe Liv i en af vore höjlagte Forfedre. Spörges der, hvorfor disse Samfund ere döde, bliver Svaret ikke altid, at de ere aflivede paa Grund af en Misgjerning. Ofte heder det kun, at disse ere bortvandrede, fordi de, ligervis som den dödssyge, ikke lenger havde den Livskraft, som fordres for at haandheve sin Tilverelse i denne Verden. Der findes kun faa Mennesker, som tör udtale, at man intet skal tenke eller foretage i Anledning af en almindelig Farsot, enten fordi den ikke vil komme til os, eller fordi den er uafvendelig. Vi anse et saadant Haab for tyrkisk Overtro eller slöv Tankelöshed. Alligevel gives der nok af dem, som höjlydt forkynde, at Nationerne bör under denne Tids bratte Omvexlinger alene sysle med sine swedvanlige Gjöremaal, hvad enten det nu er Gröftegravning eller Prokuratorforretninger, — fordi Allah er stor og barmhjertig, og ingen kan undgaa sin Skjebne. O nej! Saadanne Folks Tilfredshed hviler ikke paa Troen om Aandens Liv, men paa Troen om Aandens Tilintetgjörelse. At et Folk ophörer er efter deres Mening intet Onde, fordi Ulykke forudsetter et Liv, som kan fornemme. en den, som er bleven til Intet, kan hverken föle ondt eller godt. Det enkelte Menneske; som lever igjen, kan blive lige ngt ög vere lige glad efter hans Nations Tilintetgjörelse som för. Det er forlengst sagt af Menneskeslegtens viseste Mend, at man ikke kan vare sikker paa denne Tilintetgjörelse. Det er muligt, at man efter det store Öjeblik fremdeles maa idet mindste sove, at man da kan drömme og drömme hvad? En eneste Verdens-Begivenhed taler tydeligere og mere overbevisende en tusinde Sagförere. Erfaring har lert os med Sikkerhed og Klarhed, at en död Nation kun sover, og at dens Drömme, som kunne vedvare i Aarhundreder, ofte ere saa frygtelige, at endog de Omstaaende, ja selve Drabsmendene gyse og forfeerdes. Saaledes have Jöderne i to tusinde Åar haft Drömmelidelser, der have vakt hele Verdens Medynk. Polakkernes Drömmesyner have snart i hundrede Aar truet de Mends Ro, der have fornegtet Aandelivets Tilveerelse. I Modsetning hertil se vi den snart tusindaarige Neapolitanske Stat, ledsaget af et Snes andre mindre anseelige Smaastater, at forsvinde, ligesom man nedriver et gammelt Hus for at gjenopföre et andet. der bedre passer med Beboernes Fordringer til Bekvemhed og Hygge. Hvad er Aarsagen til dette Modsminingens Vidunder? Simpelthen Forskjellen mellem en Nation og en Stat. Den förste ejer et Liv, som kan fortszettes og maa fortszettes i Aartusinder, enten med, Lykke eller Ulykke, Smerte eller Glede. Det sidste er en Indretning, en Lovz samling, kanske en Papirbunke, men under enhver Omstzendighed en livlös Gjenstand. Vi Nordmend bleve for tusinde Aar siden samlede til et Folk. Men i et halvt tusinde Aar have vi ikke udgjort nogen eseregen Stat. Ingen har turdet paastaa, at vort Folk i den Tid var dödt. Man har sagt, at det sov. Men drömte det da hine Jerusalems og Warschaus Drömme af Sorg og Fortvivlelse? ingen tör sige det. Det fölte rig ikke undertvunget eller tilintetgjort. Det var kun forenet i et Hus med andre Nordens Folk, med Svensker eller Dansker. Men Norske og Nordiske eller Nordlandske ere et Folk baade i Navnet og i Virkeligheden. At alle et Folks Dele samles til samme Samfund, betyder kun, at det tilfulde szettes istand til at ludvikle sin Ejendommelighed og udföre sit Hverv i Verden. Saalzenge det er splittet i Dele, er enhver af disse et Brudstykke af Helheden, hvis Liv er ensidigt, og hvis Vasen er ufuldI stendigt. Vor Fortid giver os altsaa i Nutidens Alvorsstund den Forvisning, at dersom Nordens samtlige Stammer slutte sig endregtigen sammen, kunne de gjöre Fremtiden sikrere imod den vir kelige nationale Död og med det samme vinde et sundere og sandere Liv. Vi ville altsaa indeslutte vort trösterige Haab og vor mandige Vilje li det Tilsagn: men vi vil leve, vi vil dö for Norden!? Ytterligare följde en mängd skålar, af Daa för skalderna, af Frölich för prof. Daa, af Bj. Björnson för Victor Emanuel, af IDaa för hrr Lövenskjold och Broch, af ILökke för det Skand. Selskab, af. Björnson för qvinnanv, och slutligen af Daa för frih, de Geer.