Aftonbladet – 22 januari 1866, sida 3

O Nord! månn slumra dina barn I sjeliviskhetens falska garn, Som tidens klokhet spinner? Det smärtans rop från bröder går, Månn det ditt öra icke hinner, Månn det divt hjerta mer ej når? Men Norden sad og talte og maalte, og vild ikke give sig ind i en Kamp mod Overmagten hvis Udfald kunde beregnes. Og Regningen va vistnok rigtig; naar Troen manglede, saa va ganske vist den matenelle Kraft i sig selv fo ringe. Man lod derfor Sagen gaa som den kund og taalte, hvad man ej kunde forhindre. Men kan man da fortenke os, der havde haa bet paa det frie og megtige Norden, om v fölte os höjligen skuffede og ydmygede? Norder havde jo vist i Gjerningen, at naar fremmede Voldsmeaend udstrakte sin Haand til dets Sönder lemmelse, saa var det vanmestigt til atafverge denne, og maatte afv nte af Omstendighederne hvorvidt Sönderlemmelsen skulde gaa. xan mar fortenke os i, om vi nödigen ville tage Del ide mange Udflugter, ved hvilke man söger at dakke Tilbagetoget og skjule sin Svaghed for sig selv: Jeg hörer saa ofte sige, at Danmark maa takke sig selv for sin Ulykke, fordi det ikke i rettc Tid vilde finde sig i en mindelig Deling. Kan ske er dette en politisk Sandhed — og kanske ikke. Men ialfald tilstaar jeg for min Part, a jeg kan ikke vaere med at bryde Staven over de Mend, der vilde vove det Yderste, förend de af. stode en Fodbred dansk Land. Fremdeles hörer jeg, man tröster sig med, at vi, om vi denne Gang maatte gjöre Afkald paa en kraftig ydre Optreden, desto mere skulle arbejde paa vor indre Udvikling?. Nu ja, Ordet er godt nok; men jeg negter ikke, at jeg i denne Sammenhieng betragter det med en Smule Mistanke. Thi kan det ikke let ville sige, at vi skulle gaa op i Madeller Maalstrev og alskens Smaareformer, medens vi tabe den store nationale Tanke afsyne og glemme, at vi imidlertid som Folk kun bestaa ved vore Naboers Naade eller ved en Komplex af ydre Omstzendigheder, som vi ikke kunne gjöre Noget til eller fra? Tideå er glemsom. Man optages af Öjeblikkets Krav, forsoner sig saa let med, hvad der er skeet, og antager gjort Gjerning for halv forsvaret. Men da vilde jeg först sige, at Nordens Saar var ulegeligt, naar man ikke lengere fölte, at det sved. I Alt dette finder jeg — og Mange med mig — ingen Tröst, men snarere Grund for Bekymring. Tro dog ikke, vi ere tilsindg at lade os afprutte 1 Ideen eller have opgivet Haabet paa dens endelige Sejr. Men man vil finde det tilgiveligt, om det er tilgiveligt for Kjöd og Blod, at maatte sige til sig selv: vi, som nu ere over Livets Midte, vi kunne ej lengere med nogen Rimelighed vente Haabets Opfyldelse i vor Tid; vore Öjne skulle ikke skue det frie og megtige Norden, hvorom vi havde drömt saa sterke Drömme! Men Folket lever, om Slegterne dö. Derfor komme vi med vort saarede Sind til Eder, til Ungdommen, som skal aflöse 08, og hvis frejdige Forhaabningsfaldhed allerede skal kaste et formildende Skin tilbage i vor Sjal. Men til jengjeld ville vi tilranbe Eder: glemmer ikke Ydmygelsen, der er lidt! glemmer ikke Skjendselen ! Thi det er en Skjendscl, at Norden ikke er frit, og Norden er ikke frit, saalenge dets Skjäbne ikke ligger i dets egen, men i Omendighedernes? Haand. Vore Forfedre glemte aldrig en lidt Forhaanelse: de kunde bere den gjennem lange Aar tilsyneladende roligt, men bvilede dog ikke, förend de fik den afvadsket. Gjörer I ligesaa! Lader ikke en falsk Hud gro over Saaret, inden det kan grundigen heles, men holder det stedse aabnet! Overgiver Eder ikke til Sikkerhed og fortaber Eder ikke i Öjeblikkets smaalige Tratlhed, medens den store nordiske Tauke skjötter sig selv! Holder Eder stedse vaagne, til Oprejsningens, til Befrielsens Time engang kan slaa! Glemmer ikke?