Aftonbladet – 4 september 1862, sida 2

bandt Krandse som vi lagde på deres Bryst. Kisterne vare så fulde af Blomsterkrandse, at der var nesten ikke en Plet at see på dem oj Frelserens Kors havde de i hver sin Krands p Kisten og 6 små Drenge hvoraf min Sön var den ene, fulgte deres Sön til Jorden. De havde hver en Blomsterkrands på Armen söm de lagde på Gravene da de vare hjemt; og en meget stor Forsamling fulgte med, og vores gamle Prost gjorde Tale, ved Graven, og tro mig, der var mangt et Öie vådt den Dag; det var en af de höitideligste Begravelser her har fundet Sted på lenge. Gud give at disse mine Linier måtte skenke Dem en liden Tröst; at De er forvisset om de hviler i Fred. Graven blev törvsat Dagen efter Begravelsen, og vi vil undertiden pynte den med en Blomsterkrands. Og til Slutning har jeg ingen andet Sted at henvise Dem, end til ham, som er megtig i de Svage; at han vil skjenke Dem Tröst i Sorgens :og Prövelsens Tid; thi tro mig: de som have overstridt have bedre end vi; thi hvad er Livet uden Kamp og Strid og onde Dage; cg om Gledens Öieblikke smile, kommer Sorgens mörke Nat og tilhyller Alt for os i denne Verden. Deres kjere Sön blev tidligt udreven fra denne farefulde Verden ; men er det ikke godt at vide ham 1 sin Frelsers Skjöd som har kjöbt ham med sit Blod og udrevet ham fra alle Farer i denne Verden? Nu seer jeg Eders Tåre flyde, men Gud som gav Tåre til Lettelse i Sorgen, han kan også vide at aftörke dem. Detsom skulde tilfalde min Mand i Finderlön har han givet til de efterladte Enker; ligeledes det linned de blev nedlagt i. Gud give fer nu Tröst og Styrke at bere det tunge Savn. Tiden udsietter Alt, men ikke Erinringen; den fölger os til Graven, vinker os til Fred hisset, 08 sud vare med Eder Alle, som sidder igjen i Sorgen. Andrea Johnsen.