Aftonbladet – 11 februari 1860, sida 2

Den nordiska festen i Upsala: Vi göra oss ett nöje att, efter Upsala-Posten, här återgifva det vackra tal; hvarmed vid mnde fest norrmannen, filos. kandidat Dierichson besvarade skålen för de inbjudna gästerna från Norge: Mine Herrer! Som Fremmed sstaar jeg her iblandt Dem — og dog föler jeg mig hjemme. Dette ene Ord maa betegne Dem, med hvilken Glede jeg har hört mit Fsedrelands Navn nevnot; og nevnt med Kjerlighed; og i.disse Dage, da Norges Navn saa ofte blandt Eder nevnes med helt andre Fölelser, bliver dette Navn dubbelt kjert, denne Glzede dubbelt stor. . Thi for hver Pil, som slynges mod vor Moders Barm, springer der en Kjeerlighedens Blomst ud i hendes Sönners Bryst. , Derfor hjertelig Tak, ikke fra mig, men fra hver Nordmand, der har sit Fzedreland og dets Broderland kjert. Lad os dog ikke dölge, att der hviler en Sky på Festens Himmel iaften, lad os betragte erligt og aabent de Syner, som aabenbare sig for os. Hvorfor staa vi da her mellem lövkrandste Faner og minderige Skjolde? Hvorfor er der Sang og Jubel i de Unges Lejr? Hvorfor fejre vi da en fzlles Mindernes Fest idag? Vi veed det jo, att Festens Himmel ikke er klar, at, naar Norges Navn nevnes, skeer det visselig med samme Kjzerlighed, men ikke med samme Giede som för. Erindre J en dejlig Sommernat? Det erikke mere end fire Aar siden, .da landede Snekker ved Fyris Bred, og der var Jubel, detö hvide og de sorte Huer atter hilsede hveranden, sammen med Brödrene fra Danmark; der var en Jubel i den friske Morgenstund, saa Fuglesangen i Odiöos Lund stemmede i med, til den klang der en Hilsen saa fast og saa tro, att man skulde sagt: denne Glade har en Evighed i sig, den er Grundvolden til et frit, et enigt Norden; — dog Ven kjendes ej i Solskin, men i Uvejr, siger et gammelt Ord. Uvejret er kommet: der er Tider i Livet, i Nationernes som i den Enkeltes, da Ven gaar Ven forbi med bortvendt Blik og med taus Lebe — jo lenger de tier, desmere voxer Bruddet og der bliver en stor Spalt; i Hjertet lenges de efter hverandre, men Ingen vil sige det förste Ord til Forsoning, Ingen raekke den förste Haand til Fred. Men åa hender det, at de treffe hverandre en Kvel, som vi i dag — mellem Fzedrenes Grave i Kirkegaardsfreden, hvor de er ene med de store, evige Minder — og den Enes Blik stjeler sig til at henge ömt og kjerligt ved den Andens, fordi han tror at hiin ikke seer det, Men saa mödes Blik med Blik, saa aabnes Favn mod Favn, og der stiger en Ahnelse op i Begges Bryst, at nu vil Saaret lukke sig; Isen smelter om Hjerteroden. En saaden glad Ahmnelse er denne Fest: Folkene har udtalt sig for hverandre; haarde Ord ere faldre, onde Tanker udtalte; men Tausheden, den mörke, den drebende, er endt, Kulden er brudt, og uden st hverken overvurdere eller underskatte denne Fests Betydning, kan vi efter den Jubel, hvörmed J, Venneri iaften modtog Skaalen for Norge, sige, att vor Fest er en Vaarkjending — Sneen smelter om Skogsrödderne. Dir er derfor kun Ecet, jag vil sive Eder men hbvori jeg fordrer at blive troet paa mit ord, som om det var udtalt med tusinde Munde: Folket i Norges Dale elsker og erer Broderfolket. Hvert Hjerte derhjemme skal vidne, at Norge ikke har angret den Ed, det lod sine Sönner tilsverge Eder paa Thorgny Lag mands Höj. Troligt vil vi dele On it og Godt med Eder, vor Stolthed og vor Glxede! J kunne, Sönner af Heltene fra Liötzen og Narva, med Stolthed pege opad i Tidernes Nathimmel, og for hver Stjerne-kan J nsevne et Navn og en Bedrift. Dette dele J med Norge. Hvad har då vi at sette derimod? Et, som J ikke skal foragte, om J veed, hvad Historiens Aand mener med Skjebnelelningen: en firehundredaarig Olykke, en mörk Trengselsnat, der dog ikke kunde knzekke Folkets friske Lif, Staalet böjedes, saa man troede det skulde brydes — men det hevede Trykket og sprang ud igen. Da havde det staaet sin Pröve, og derfor kan J tro Norges Folk! Men just derfor vil altid de mange Uligheder findes: vi ha ingen Traditioner, ingen Minder, der infiuere paa Udviklingen af vort sociale og politiske Liv; men til Gjengjzeld ha vi selv nu i snart halvhundret Aar — uden Ahner, uden Protectioner — brudt os vor egen Vej, og derfor suppiere disse To hinanden, om de rzaxkke hinanden Haanden, og til denne Haandsrzekning vil ogsaa vi Studenter bidrage vort. Studentens Opgave i denne Sag er ikke at gribe virksomt ind i de politiske Begivenheder: han sidder stille paa sit Kammer ved Lampen och Bogen, han har Intet at gjöre derude i den larmfulde Verden; men medens Bölgerne paa Overfladen brydes mod Klippen, skal vi vere som Söens Dyb — der hviler den trofaste Bölge kjerligt ved Fjaldets Fod; — er det stille der, saa stilner det snart paa Overfladen, og det er i Dybet Perlerne hvile,. dem skal vi bevare. Lad da os, de Stille i Landet, vi som fzerdes ved Lampen og har et helligt Liv at frede, lad os blot ikke fortabe os i de vilde Brydninger derude, men tro og ren bevare Arven, vi modtog fra Fedre, saadan som den blev os givet; vende Blikket trofast mod det Sande og Evige: og hver Strid skal og maa blive blot som et Tordenvejr paa en vakker Sommer