Aftonbladet – 24 augusti 1855, sida 2

sammaste konflikter. — — I Fedrelandet läser man följande minnesruna öfver Atterbom, författad af den ållrige danske skalden Ingemann, som med den bortgångne varit genom gemensamhet i sträfvanden och enskild vänskap nära förenad: P, D. A. Atterbom. En Morgenlandets G:niu3 i Nord Har loftet sig fra Upsals Oldtidshzie. Hans Blik var Straaler fra et Dybsinds-Oie, Omslgört af Skjönhedsrigets Billedflor. Han stod med Seierstegen ved glemte Rester Af fsidne Afgudstempler; — om hans Kind Den gule Lok var blegnet; men hans Sind Var opad vendt mot Livets hgie Mester. Og for de dybe, havblaa gines Blik Forklared sig det Grundnaturens Rige, Han havde kempet for i Tankekrige, Da vort Aarhucdreds Sangfuglvaar opgik. Han delte med de Helte Kaar og Lykke, Som forrest kxmpe for en stor I7ee, Men -— naar i Glands de Seiersbanret see — Staae ved de Faldnes stille Grav i Skygge. Han Harde svunget Aandens Flammesvserd Mod Skrankerne, som hemmed Liv og Tanke; Han dristig svang sig over knuste Skranke, Men eldsked Dzemringstidens Stjeroeskeer. Han lytted til Naturens dunkle Tale, Til Lilliens Hvisken i den dybe Dal; Han foer pa Eventyr med förn og Hval Paa hgie Skyer og paa Bolger svale. Dog Tankedybden i hans Drgmmeblik Og Billedpragten i hans Sang var fremmed, Og, som en fremmed Genius i Hjemmet, Han ud til Folkets Skjalde-Grave gik. Han vilde minde Slagterne i Norden Om hvad der dybt i Folkesjzlen laa, Men hvad kun drömmende Naturer saae, Naar Aandelyn i Sky flgi over Jorden. Han vilde drage frem af Glemsels Flo1 Do Skatte, Sveas Seere og Skjalde Opdrog af Folkesindet, — men lod falde, Hvor blinde Tidsaand ei sig selv förstod. Sin egen Tidsaand voved han at mgde Med de henfarne Tiders Speil i Haand, Naar Jordgiganter rysted Stjerners Baand Og vilde Himmelborgens Grund omstöde. For Tankens Frihed havde djzrv han stridt. Med Unogdomsild; men stormed Tidsdemonen I Livets Flammestram mod Sandhedsthronen, Den stille Skjald holdt ei med Tiden Skridt. Den vilde Verldensferd sig om ham rörte, Som fjerne Brusen af en fredlgs Strom, Og Aanden fra hans störste Ungdomsdrgm Ham til Lyksalighedens O henförte. Han fandt bin favre g. Der Fuglen blac I Aftenrsden sang med Toner klare; Der Blomsterne ham kunde aabenbare Hvad dybt i Evighedsnaturen lar. Na Drgmmefuglen fra hans Barndomdage Sig til en yndig Jomfru folded ud: Lyksalig favned han sin Ungdomsbrud, Og Skjaldens hgie Skytsaand blev hans Mage. Nu Trylleblomsterne, som lönlig sang Om drgmte Fremtidsliv med Savn og Lengsel, Sig lgsned fra de bundne Sjzles Fxngsel, Og — glade Börn sig ved hans Hjerte bang. Til Sandhed blev ham Eventyrets Lykke; Paa Tidens Ström dog svsmmed Lykkens g; Til landet, hvor ei Blomst og Fugl kan dge, Den !yse Skytsaand peged gjennem Skygge. To Vinterfagle kom med hvide Flor, De flagred over Nordens kolde Fjelde ; Og skjalden saae med Suk den Favre balde Sit Hoved dybere mod isnet Jord. En Sommermorgen ved hans Bryst hun blunded — Som Fuglen blaa den skanne Sjal bortflpi; Dens Flipgt var stille, skön og himmelhgi; Med hende var dog Eykkens (I forsvundet. I dybest Smerte har ei Skjalden glemt Åt prise Magten, som os ei bedrager, Naar Kjerligheden giver her oz tager ) Hvad evigt kun i Aandens Dyb er gjemt. YHan havde grebet Traaden, som skal holde, Om ogeaa alle Stjerners Ejede brast, Og ved en evig Haand han holdt sig fast, Da hedest Leben hang ved Leber kolde). Og det blev Vinter, det blef Vaar paany; Et Vemodsslör omflagred Skjaldens Ce Da saae han atter Fuglen i det Hpio — Dens Vinger blaaned skjont i gyldne Sky. ) I et Brev af 4de August 1854 kalder han sin forudgangne Hustru Det käraste, jag sgt på jorden, min förträfliga hustru, mit lifs goda Fylgja, min varelses bästa hulft.— Efter 2 Aars Hensygnen dösde hun den! 9de Juni 1854.