Aftonbladet – 14 januari 1853, sida 2

Her staae Side ved Side Ven og Uven, Kemper og Modkxemper I den samme Fred -— Her forme Digter og Forsker, Tznker og Anvender Een skjön, sammenhzengende Krands. Her ordner sig synligt I harmoniske Straaler Den store Klangfigur s Af Menneskehedens Lovsang Mod sit Udspring. Oifte, naar jeg har vandret Sorgbetynget I disse tause Rum, Er der fra Aanderaderne omkring mig Neddealet til mit syge Hjerte En stille Fred, Forfriskende som Aftenduggen Paa hentörrende Blomster. Og ofte har jeg da troet at höre Höit over mit Hoved En sagte, beroligende Hvisken, Anelsesfuld og höitidelig, Som den stille Susen I Skovens Toppe Naar Nattevinden farer over dem. Er det den fjerae Gjenlyd Af Evighedens Aande? Af de hjemvandrede Aanders Livschor Fra deres jordiske Gjerning? — Ogsaa jeg skal engang Blande min svage Stemme mellem deres, Ubemeerket vel af Efterslegten, — Men ikke af Ham Paa hvis Kald jeg har sunget Af et varmt Bryst Og efter den Evne Han har givet mig.