Aftonbladet – 12 juni 1846, sida 2

SlectciDingar, alla mMmca Sklida INLCIESSCR, Utlgoraneg små stater i staten, som motverka hvarandra, i stället att samverka för ett enda mål. J förlåten mig att jsg hemtar en bild ur min vetenskap. Om nemligen menniskoorganismen skall blifva sann och stark, måste al:a dess organer harmoniskt utveckla sig, fulit motsvara och understödja hvarandra: bjerna och nerver, muskelsystem och respiration mäste stå i ett visst jemnvigtsförhållande sig emellan, om organismen skall vara frisk och kunna blifva fullbildad; sä är det äfven med statsorganismen, der hvarje nerv, hvarje äder skall uppfylla sin funktion och ej utvecklas den ena på den andras bekostnad — så är det ej ännu, men låtom oss hoppas, att en sådan harmonisk utveckling pågår, att folket sammansatt sig till ett helt i sämja och engrägt, arbetande blott för ett mål. Det är derföre jag önskar en harmonisk utveckling af alla folkets krafter, så väl intelligensens, som handaskicklighetens; cn sammanslutning, en union mellan alla klasser, alla interessen, för tillvägabringandet af ett mål, det helas tillvext i kraft och trefnad. Folken äro nu skolkamrater i tidens skola; men när en gång de hver för sig biifvit fullmyndige män, fullt utvecklade, kunna de svärja hvarandra fostbrödralag och sluta hvarandra i kraftiga armar. Läåtom oss derföre göra allt för denna interessenas sammangjutning till ett enda. En skål för den harmoniska utvecklingen af folkens egna krafter. Cand. juris Schack for Damerne: Jeg har i aften, mine herrer! modtaget en venskabelig opfordring til at udbringe en skäl for Nordens qvinder I erkiendelsen af, hvor lidet värdig og dygtig jeg er til denne häder, skulde jeg vistnok helst önske blot at erindre dem om de taler, Mag. Petersson og Mag. Monrad 4843 og 45 holdt om dette emre. Men da de vel neppe längere mindes enkelthederne i disse, — thi det herrliga på jorden, förgänglig är dess lott, — skal jeg, i det jeg i övrigt benviser dem til hine foredrag, med få ord, som öieblikket indgiver mig dem, udbringe den nävnte skål, i tillid til, at den i deres eget bjerte finder den bedste talsmand. Det er nu for tiden, mine herrer! ofte tilfäldet, at der både skriftlig og mundtlig tales så meget om ,åndens evige og udödelige herredömme, at man derover ganske glemmer legemet, ikke betragter det som en enhed med ånden, men opfatter begge som to phäncmener, der falde fra hinandem I särdeleshed finder dette stedi det abstrakte Tyskland, hvor der både theoretisk 0g practisk existerer en skarp forskel mellem ånd og legeme, det indre og det ydre, beslutning og handling. I det jeg gennem disse ord söger at antyde, at mar også bör vindicere legemet dets ret, behöver jeg vel ei at frygte for at anses som den, der derfor vil beröve änden noget ar dens evige. og udöarvuges, bovydulug: — i en forsamling som denne falder ingen på at nägte ånden og snillet sin hylding. Og dog tör jeg netop fra dette vort selskab söge mit förste bevis for, at også legemet har sin betydning, i det jeg blot minder om den forträffelige sexa, vi — takket väre vor berömte präsident — nylig have indtaget, og end mere i det jeg viser hen på de Scandinaviske farver, der glimre histnede på det lange bord: den röde og den gule saft i de blå boller og de hvide glas. Sandelig, mine herrer! dette legemlige har ikke bidraget så lidet til st forhöie vor åndelige stemning. Gå vi nu fra denne kreds, som närmest omgiver os, over til en anden, med hvilken de fleste af os også stå i nöiere forbindelse, — den mest åndelige af alle — litteraturens: da ville vi selv her finde, at det legemlige, det ydre ikke er af ringe betydning. Jeg vil ikke tale om sproget, som kun er selve tankens form, men til det legemlige i litteraturen vil jeg derimod, uden betänkning, henföre retskrivningen. Men hvor stor betydning denne har, hvor stort et skridt fremad det navnlig vilde före Scandinavismen, dersom vore nationer i denne henseende kunde komme overens, — er i og for sig let at indse,og jeg skal derfor blot tillade mig at göre en henvisning til hvad en udmärket Scandinav, professor N. M. Petersen, derom i et nys udkommet skrift har fremsat. Fra litteraturens fredelige mark ville vi nu, mine herrer! vende os til et andet felt, der i höiere grad er, hvad man på Svensk kalder: kinkigt, — nemlig det politiske. Når man her taler om en åndens enhed, men nägter nödvendigheden af en ydre enhed, tror jeg sikkert, at man enten ikke er oprigtig, eller kun löselig har tänkt over forholdene. Kom det dertil, at de 3 Scandinaviske riger virkelig kun havde een politisk själ, da vilde denne sikkert også snart danne sig eet politisk Scandinavisk legeme. Tanken om dettes tilbliven — väre sig i en fjernere eller närmere tid — ligger sandelig også i baggrunden nästen hos enhver, der virkelig er Scendinav. Visselig skulde jeg have lyst til på denne dag — den i vor unge Scandinaviske historie evig mindesvärdige G:te Juni — at gå nöiere ind på det berörte spörgsmål; men jeg opgiver dette, da det vilde före mig for langt bort, og jeg desuden ser altfor mange medlemmer af Konstnärsgillet omkring mig, til längere at torde tale om politik. Jeg går således nu over til at anvende vor sätning i fo:hold til damerne, og det, mine herrer! ikke uden fornemmelse af, at denne anvendelse også är noget kinkig, men i håb om, at vi just nu ere skikkede til at göre den — med den rette blanding af spög og alvor og med den humor, som är et af glädens bedste elementer. At qvindens åndelige deltsgelse i Scandinavismen er absolut nödvendig for dennes udvikling, ör jeg vel her forudsätte som afgjort, og jeg skal herom blot henvise til den ovennävnte tale al mag. Monrad. Men, mine herrer! vi kunne ikke nöies med en sådan — om jeg så tör sige — blot theoetisk deltegelse. En af deres talentfulde skribenker lader sin Engelbrekt på scenen udbryde i de ord: Som svenska flickans hand nu hvilar uti danske mannens, så räcka ock i en framtid de kiljda folken hvarandra sin hand! — Dette önke, mine herrer! vil jeg vende om og sige: Som le skiljda folken redan försonade hafva räckt hvarundra sin hand, så måtte, i en icke alltför aflägsen ramtid, den svenska flickans hand hvila i den lanske mannens! — og dette önske vil jeg fremleles udvide, og tage Norges gossar og flickor med