Aftonbladet – 27 juni 1843, sida 2

7 a gästvänliga mottagning, som varit dem tillämnad, och beklaga, att det oväntade dröjsmålet på bortresan förhindrat uppfylandet af en bland deras käraste önskningar. — HERR PLOUGHS TAL I CALMAR. IL Efter löfte i F-edagsbladet meddela vi här det tal, som danske kand. Plough höll i Calmar, sådant detta finnes uppfattadt i tidningen Fadrelandet. Läsaren torde af notisen i KLördagsbladet erinra sig, att icke allenast det nummer af Fidrelandet der detta tal förekomraer, blifvit i Danmark belagdt med beslag, utan äfven att ett serskildt åtal lärer komma att anställas emot Hr Plough personligen för det han hållit detta tal, ehuru det skett utom Danmarks område, Läsningen af ett sådant tal synes derföre kunna gifva ett temligen säkert begrepp om den ståndpunkt, på hvilken yttranderätten i Danmark befinner sig; och för alt icke kunna sägas hafva förändrat något, meddela vi det på originalspråket, lydande sålunda: Borgere af Calmar! Mine herverende Landsmend have paalagt mig at bringe Eder vor bjerteligste Tak. for den gjestmilde Modtagelse, I hayc beredt os blandt Eder, men jeg kan ikke udfgsre dette Hvery, uden at mine Tanker uvilkaarlig komme til at dvele ved de historiske Minder, der knytte sig til denne Byes Navn. For halvfemte hundrede Aar siden samledes svenske, norske og danske Representanter i Calmar; det var Udsendinge fra Rigernes Raad, som paa den statskloge Margarethes Bud skulde aftale Betingelserne for en Union mellem de tre Riger, som man mente skulde vorde evig. De udförte deres Hverv, de stiftede Calmarunionen. Men denne blev bygget paa en lgs Grundvold, paa ergjerrig Klogt og cgennyllige Interesser. Margarethe sagte ved dette Forbund kun Forgsgelse af sin Velde, kun Forherligelse af sit Ry, og den svenske Adel, som hbjalp hende at stifte det, eller fra hvem det snarere egentlig udgik, sögte, ved at slutte sig til Danmark, at udvide sin Magt saavel mod oven som mod neden: den solgte Sverig til en fremmed Hersker for selyraadigen at kunne skalte og valte efter Godtbefindende, uforhindret at kunne befeste sin Indflydelse ved de lavere Stenders Underkuelse. Men om Folkenes Sympathi og Villie var der ved Calmarunionens Stiftelse intet Spörgsmaal; den var dem imod i deres inderste Sjal; de saae i den kun en Kilde til nyc Paaleg, nye Ulykker, ny Undertrykkelse. Derfor var den et dgdfadt Foster, et tomt, forfiengeligt Värk; derfor blev den kun af kort Varighed; derfor stod den alt under Margarethes Efterfolger som et skummelt Fengsel, som en sammensynkende Ruin, lig hint Slot, hvor den stiftedes, og som vi nylig have betraadt; og medens enhver senere Streben, som gik ud paa at vedligeholde eller fornye den, blev frugteslös, saa skal Historien stedse holde de Mend hit i Zre, der i Spidsen for Sveriges Almue kjempede for dens Oplosning. — Halvfemtehundrede Aar ere forlgbne siden Calmarunionens Stiftelse, og atler samles svenske, norske og danske Representanter i denne By; det er denne Gang ikke herskesyge Rigsraader, ikke hovmodige Lebnsherrer, men Sönner af Borgere og Bonder; vi have intet andet Adelsbrey end Aanden: Kald; vi have ingen anden Fuldmagt cn Hjertet: Trang. Men denne Fuldmagt lyder paa, at vi igjen skulle optage vore Forfedres frugteslzyse, forlengst omstyrtede Verk, og dette Adelsbrey betegner os, paa hvilken Maade og ved hvilke Midler vi kunne og skulle fremme det: det tilsiger os, at det er ved aandige Midler, ved Skrift og Tale, vi skuile arbeide for en stedse inderligere Forbindelse, et stedse livligere Samqvem mellem de nordiske Folk, og saaledes forberede et paa gjensidig Sympathi og gjensidig Anerkjendelse bygget folkeligt Forbund imeliem dem. Det er derhen, vi Danske striebe og fremdeles ville strebe, ikke fordi vi efter lange Tiders Fornedrelse og Afmagt inbilde os atter at skulle svinge Herskerspiret i Norden, ikke heller fordi vi sayne Kraft til at bestaae som et selvstendigt Folk og betle om Beskyttelse ved Sverigs Födder; men det er fordi vi erkjende det hele Nordens Beboere for vore Brödre i Herkomst og Udvikling, for Medeiere i vor Fortid og vor Fremtid; det er fordi vi troe, at de nordiske Folk kun ved at bliva til ett kunne erhverve sig Lod og: Deel i Verdenshistorien, det er: opfylde deres Bestemmelse; det er fordi vi befrygte, at hvis de ikke snart slulte sig sammen, saa vil det vTre forsildigt, saa ville de ikke kunne hevde deres fe les Nationalitet mod Fremmedes Indtrengen, san ville de engang vorde et Bytte for fremmede Erobrerc. Det er fornemmelig denne Frygt for den nordiske Nationalitets Undergang, som er levende hos os Danske 08 ansporer os til at slutte os til Eder heller idag end imorgen; thi Kampen er alt begyndt, den raser paa vor Grendse, i det skjönne Land mellem FEideren og Kongeaaen. Ved Ligegyldighed saavel fra Regjeringens som fra Folkets Side har i Lzbet af de sidste 30 Aar Tydskheden occuperet Falvdelen af det gamle Sönderjylland og truer overmodig med at ville plante sin Seiersfane paa Skagens Pynt. Men det er ikke blot vor egen Kamp her föres, det er ogsaa Eders, vor felles Nationalitet, den gjelder, og hvis vi derfor skulde behgve Eders Hjelp mod det migtige og driftige, af en Durchlauchtighed med en Livgarde af Advocater og Aristokrater anförte Parti, saa maae I yere paa rede Iaand. — Dog og:aa J maatte väre blinde for Eders egen Stilling, dersom J ikke saae, at den samme Fare, som truer os Danske, den truer a a osssssässsnstissesists kr — Paårer Rocca. En resebeskrifning Neapelt