Aftonbladet – 16 januari 1840, sida 3

BLANDADE ÄMNEN Det tåblige Önske. (Ur HERTHA). Hvad? — Du vilde väre en kongelig Mand? Er Du også ved dine Fem! Den uslaste Stand er Fyrsternes Stand; Kun Dåren misunder dem. Vel vardet smukt, på Thronen af Guld At sidde i Skarlagens Skind, När Barmen blot ei var af Sorger fuld, Og Frygt ei plaged vort Sind. Har Manden, der holder et Spiiri sin Hånd Eo Ven på den vide Jord? Og kjender han Slägtskabets hellige bånd, Eiler mon han på kjärlighed troer? O, nei! for Venskabs salige Tröst Gåer Smiger, vammel og söd; Argjorrighed qväler bam Blodets Röst, Og dämper ham Kjärligheds Glöd. Han er som en Vandrer i stjernelös Nat; Vel söger han Veien med Flid, Men Lögtemänd hoppe i Sump og Krat, Og lokke ham hid og did? Og tindrer en Stjerne på Himlens Blå, Og viser den rette Vei, Veed han om den Glands han fölge må, Veed han om den skuffer ham ei? Med Andres Örer hörer han kun, Og scer kun med Andres Blik; När faldt der et Ord fra den Ringes Mund, Der rent til hans Öre gik? Og derfor kränkes tit Fattigmands Ret, När Falskhed blier Sandhedens Tolk, Og derfor reiser Tvivlen så let Sin Muur mellem Konge og Folk. Lad kun Poeten for Guld og Gunst Til en Guddom pyute ham ud, Snart spreder en Feber den skuffende Dunst Og ryster den arme Gud; Og når så Döden, den frygtede Gjäst, Bortkalder hans nd til Ro, For Mängden er det en Glädesfest; En Sorg kun for Een eller To. Og Eftermälet, den Dommer, for hvem Selv Fjrster må böie Knäer, Med frygtelig Alvor stevner det dem For Retten og dömmer Enhver. For det fremträder hver kronet Drot, At höre på Klagerens Röst, Og det ej for egen Svaghed blot, Men også for Andres Bröst. Slå op i Mindets evige Bog Og siig mig hvad der Du seer! For Een, der var god, retfärdig og klog, Vel bundred Tyranner og fleer; For Een, der nedlagde den gyldne Stav, Begrädt af et skjönsomt Folk, Vel hundred, der sank i den skumle Grav Som Offre for Gift og Dolk. Og derfor misunde Du aldrig den, . Hvis bittre Skjebne det blev, At give sin Tro for Andre hen, At bäre hvad Andre bedrey! Ei throner Lykken i Höiheds Skjöd; I huuslig Fred er dens Hjem, Und Fyrsterne deres glimrende Nöd; Kun Dåren misunder dem! Fr. Schaldermose. dt RR