Det er mine Söstre! sagde Barnet. Moder Du har jo ikke glemt dem ? Og hun huskede de Tilbageblevne; en Angest betog hende, hun saae frem for sig og der, altid, svevede Skikkelser forbi; hun troede att kjende Nogle; de svevede gjennem Dödens Hal hen mod det mörke Forheng og der sorsvandt de. Om vel hendes Mand, hendes Börn, kom tilsyne? Nei, deres Raab, deres Suk, löde endnu derovenfra; ner hafde hun ganske glemt dem for den Döde. Moder, nu ringe Himmeriges Klokker! sagde Barnet, Moder, nu staaer Solen op! Og der strömmede et overveldende Lys mod hende, — Barnet var borte, og hun löftedes, — det blev koldt rundt om hende; hun hevede sit Hoved og saae, at hun laae paa Kirkegaarden, paa sit Barns Grav; men Gud var i Drömmen blevet en Stötte for hendes Fod, et Lys för hendes Forstand. hun böiede sine Kne og bad: tilgiv mig, Herre min Gud. at jeg vilde holde en evig Själ fra sin Flugt, og att jeg kunde glemme mine Pligter mod de Levende som Du her gav mig! Og ved disse Ord var det, som om hendes Hjerte fandt Lettelse. Da bröd Solen frem, en lille Fugl sang over hendes Hoved og Kirkeklokkerne ringede til Morgensang; der blev helligt rundtom hende, helligt som i hendes Hjerte; hun kjendte sin Gud, hun kjendte sine Pligter, og i Lengsel skyndte hun sig till Hjemmet. Hun böiede sig over Manden, hendes varme, inderlige Kys vekkede ham, og de talte Hjertets, Inderlighedens Ord, og hun var sterk og mild, som Hustruen kan vere det; fra hende kom Fortröstningens Veld: Guds Villie er altid den bedste!