—— ä— WW u——Q ? , ,: — nogensinde för; hun udstödte et Gledesskriig, men hörligt blev det ikke, thi tet ved og derpaa igjen langtborte og atter ner löd en svulmende. deilig Musik, aldrig för havde saa saligstemmende Toner naaet til hendes Öre, de klang hiinsides det natsorte, tette Forheng, der skilte Hallen fra det store Evigheds Land. Min söde Moder! min egen Moder! hörte hun sit Barn sige. Det var den kjendte elskelige Röst; — og Kys fulgte paa Kys i uendelig Lyksalighed. Og Barnet pegede hen paa det mörke Forheng: Saa deiligt er der ikke oppe paa Jorden! seer Du Moder! seer Du dem Allesammen! det er Lyksalighet! Men Moderen saae Intet, der hvor Barnet pegede, Intet, uden den sorte Nat; hun saae med jordiske Öine, saae ikke saaledes som Barnet, det Gud havde kaldt til sig; hun hörte Klangen, Tonerne, men hun fornam ikke Ordet, som hun havde at troe. Nu kan jeg flyve Moder! sagde Barnet, flyve med alle de andre glade Börn, lige derind til Gud! jeg vil det saa gjerne, men naar Du greder, som Du nu greder, kan jeg ikke komme fra Dig, og jeg vilde saa gjerne, maa jeg ikke nok? Du kommer jo derind til mig om lidt, söde Moder! vo bliv: bliv! sagde hun, kun et Öieblik endnu! en eneste Gang endnu maa jeg see paa Dig, kysse Dig, holde Dig fast i mine Arme —! Og hun kyssede og holdt fast. Da löd hendes Navn derovenfra; saa klagende kom disse Toner; hvad var det dog? Hörer Du, sagde Barnet, det er Fader som kalder paa Dig! Og atter, efter faae Secunder, löde dybe Suk, som fra Börn, der grede.