Aftonbladet – 12 maj 1873, sida 3

Por Konpen, Mel: DO gamla Göta lejon hvilar.c Veer hilset frå de dybe Fjorde, Hvor nys Du, kongelige Gjiest! rog frem med Sol och Sang kring Borde Z Glans af Tusindaarets Fost! Frem steg vor Fortid for Dit Öje — Som ud af Taagen solklar Kyst — Fra havombräste Kjempehöje Du hörte Sagas dybe Röst. Sd ikke Haralds höje ÖNYRRe Og vinked Dig i Hafstjörda yn? Skjöd ej mod Dig fra Björgvins Brygge Et Glimt af Sverres sterke Lyn? Löd fjernt eå Klang fra Olafs Kirke Dig som et Kald fra Norges Haab? — Der viedes Du til Dit Virke I vore store Minders Daab! Men Åaret randt — og Carlers Krone Alt om Din Tinding slaar sin Krans; Snart klinger atter Fuglens Tone Fra Li och Lund i Sommerglans; Da vente Dig de norske Dale Paany — men ej til Leg och Lyst; For Idretsmand med Alvorstale For Kongen asbne de sit Bryst. Hör, hvor det synger gjennem Skoven, Det er vort Haeb, som hilser alt, — Åt Du vil verge varmt for Loven, At Du vil rejse det, som faldt. Der skyder strerk en Fremtidstanke Öp af vort unge Norges Jord — Lad höjt mod den dit Hjäerte banke Og skjerm den med dit Kongeord! Saa kom, vor Drot! Tag Haralds Krone, Swed selv Din Stordaad i dens Ring! Vort Fjeld skal vxrne om Din Throne Et Fjald af Mend paa Toft og Thing. Og vil Du for vor: Vjeldfolk virke, Hvad höje Fzedre hvidsked ned: Velkommen Drot! — I Otafs Kirke Dig möder Folkets Kjerlighed,