Aftonbladet – 20 juli 1872, sida 3

Daenes de, som står mod landets ening; da samles de, som slår for spredtheds verk; da nytter de hårfagre kongens mening: at Tyg mod SE gör kempen tifold sterk. Da flokkes Egder, Theler, Hörder, Ryger; da skinner spilte sejl langs Listers strand; der stritter vimpler, skum for stevnen fyger, og som de rundt om Jeder-revet stryger, der beres hese herskrig ind mod land. De söger Haralds flok. Nu skal det fristes, om hevdens tre fra farfars tid tör kvistes. To tanker går i stål imod hinanden; to tidehverv vil skifte hvasse ord. — Fra löftingen ser Roald Rygg mod nord; kong Kötve bryner sverd mod skjolderanden. Lidt frem endnu! I Hafsfjord venter manden. Ser I de hundrede tjerede snekker, langskibes rader, som ligger for anker? Ser I, hvor Hårfagers herkledte rekker fylder og dekker tofternes tiljer og esingens planker? Hörer I duren af Hafsfjords-gnyet? Hornkloves drapa har båret det frem. Stridsmend for kvelden mod stridsmend for gryet ; stridsmend for neet mod stridsmend for nyet; — snekker og knzerrer, med höjbårne stavne, törner og snerrer . som måger mod ravne; fjordvidden mörknes af pilskyens brem. ronningens drömtre er stedt i fare! Egder og Theler vil löve dets tag af! Har ingen nöd. Med ökser snare ringer om roden sig Hårfagers skare, böder de hvislende bilers slag af, — berger den vordende tusendårs-saga. Dagen lider og langskyggen falder. Roald oc Sote og Thore blunder, olen går under Med den går under en udlevet alder; — det nybårne kalder. —Kong Kötve löber med skam af striden, — skönner, han kan ikke löbe fra tiden, — löber endda, som Hornklove melder, lengtende hjemad til sulet og mjöden. Men Harald han tjelder knerrer og snekker. Så frister de fremad, de fremdjerve rekker, mod morgenröden. Og så gik tusend år. Snart strengt, snart blidt, spandt norner gennem dem på skeebne-tenen. Men folkedrömmens tre fik vokse frit, med löv i toppen og med frugt på grenen. Nu standser slegtens tog og skuer vidt fra skillet agterud. Nu rejses stenen, — hin landets-tause lovsang i granit. — På vagt mit folk! Bryd lag og leg og gilde; — i mörket tusler det, som vil os ilde. Jag ser mit hjem med tågers fold om tinden, — mit bjem, hvor gråvejr over hejen slår, hvor der er lydt foruden og forimden, hvor der er ensligt mellem gård og gård. — Hvad lusker der ved kveld på krögte veje? Hvem er han, skyggen? Har jeg set ham för? Han löfter klinken let på bondens dör, går som på sokker bent till mandens leje; — han hvisker ord i öret på den hvilende, — og så til neste nabo — lydlöst, smilende. Og det er ikke en jeg ser, men mange. Og det er ej blot ord, jeg kan fornemme; — jeg hörer som en dur af dumpe sange, en dös, som tager sind og sans til fange, et bys, som summer drömmens digt iglemme. Hvem er de, skyggerne? Hvor har de hjemme? Af Hafsfjord stiger de! Op, dagens mand! Til Haralds-dyst! De döde går igjen! Ja, Roald, Sote, Thore Haklaug lever sit midnatsliv som dödning og som draug; — og Rollaug rörer på sig; Herlaug strever, den gamle muldvarp, i sin sunkne haug. Sligt er det, som går lumsk pp bygdens veje, budstikken brerende fra grend til graend; sligt er det, som tar plads ved bondens leje, og byder lönlig leding ud igjen. — Op, dagens stridsmend, feld, hvad natten födte! Om drömmens tre slå ringen tet og rund! Hårfagre Harald krever dådens stötte; — det, som skal rage höjst i denne stund, — det, vi skal ramme ned i Norges grund, det er en pel igjennem dem, han mödte. Thi vi har liv til sag, og de har döden; de har kong Kötves mål. vi morgenröden. Se ud i verden! Hafsfjords dag er oppe, lysvågen, over alle jordens toppe. jen sol, som brandt pi Solferinos sletter, — den sol, som farved Lissas vinblå dyb, — som bruned Porta Pias röde spetter og jog i kelder Vatikanets kryb, — den sol, som lumred om Sadowas volde, var Hafsfjordssolen i vort nye dögn; det var den sol, som lyste for den bolde, da riget rejstes mellem holmer golde, — en sol, som slog i flint de samme trolde og damped giften af den samme lögn. — Meerk hvor du står, du dagens norske broder! Tyd tidens tegn; med den er du i pakt. Idag er kun en ringe grundsten lagt til större stötte for vor stammes moder. Les tidens lov! Den tåler ingens trods. Cavour og Bismarck skrev den og for os, — og dödninger og danger vog han fler af. hin dådsmand og hin drömmer på Caprera. Ja, Haralds-tanken går igennem tiden, og Haftsfjords-slaget står den dag idag; hi det er ånd mod ånd, som ildner striden, — j! song Haralds ånd med rigets helheds-sag l söndrings-ånden under småheds flag. Dog, svigter du, mit folk, i samlings-dysten, —J. la ned med stötten på din hövdings grav! j Lad ikke stenen bykle over hav )g pege som en nidstang ind mod kysten. Men har du hövding-sind, og vil du sejre, la ser jeg, lys og glad: du sejre får! Da kan en slegt, som kommer efter vor, len rette samlingsstöttes rejsning fejre; j men den skal bygges over dögnets lejre, 1 nöjt over bygdens strev og byens bulder; — lens plads er given: det er Dovres skulder. ; Då er det sket, hvad dronning Ragnhild skued. ! Da först, mit land, änder höjsind 1y. Da er din gamle stortid vorden ny, j 8 spådoms-gåden herligt löst i nuet. Da ser jeg dig, mit folk, som tröstig voved, vad du i samlingsfestens rus har lovet, — eg ser dig trede tidens åbne spor mod et frit, et helt, et megtigt Nord; eg ser dig som en segt, der tungt har sovet, nen sund er vågnet ved et manings-ord; eg ser dig som en slegt. der vil og tror, — ned kraft til mer end dont på land og fjord, — ned lengslers hergang rundt den vide jord, g store drömmes lövtag om dit hoved! Henrik Ibsen. Sang ved Tusindaarsfesten i Kristiania, den 18de Juli 1872. (Afsynges paa Festningspladsen). Mel.: Ja, vi elsker dette Landet, etc. Reist er Stötten, hvor begravet Ligger Haralds Been; Drapa-Sang fra Vesterhavet Bruser om den Steen, Lyder til den gamle Kjempe —LrÄRKA—