Målstrevere, der ufortrödent arbejder på at havde og udbrede Almuens for hele Verden uforståelige og til Kultursprog uhåndterlige og defekte Tungemål. At det forelöbig benyttes som Middel til Uplerelse af dem, der ikke forstår nogetl andet, kan vere nödvendigt, og at det bevares så lenge som muligt som et Nationalminde kan vere smukt, men når Fenomanerne på let svenske Sprogs Bekostning straber at for fremme Finsk til Landets Kultursprog opnår de neppe andet end at arbejde Russerne i Heenderne. Efter at Dampen og Elektriciteten harreduceret Europas Fiadeinhold således, at en Stat neppe har en Udstriekning af såmange Timers Vej som det för udkraevedes Dagsrejser for at gjemmenrejse det, er der ikke mere Plads til Dannelsen af nye Sprog, og det Sprog der som det finske endnu ikke har nogen Litteratur er endnu ikke dannet. Det vil med voren uvzserende Kommunikationer vere svert nok for vore to ferdige og forholdsvis literair rige nordiske Sprog at holde sig ved Siden af de endnu rigere og med langt större Hjelpekilder forsynede Sprog — skulde man nu tro at fornuftige Folk kunde tenke på ved Hjeip af et ubehjelpsomt og fattigt om end velklingende Sprog, der kun tales af nogle Hundredetusind afsidesboende Almnuesfolk, at udtreoge det Sprog gjennem hvilket Kulturen udelukkende har tilflydt Finland? — Alene den Beskyttelse som Russerne yder dette Målstrev burde vere nok til at åbne Fenomanernes Öjne for den Fare, de styrer imöde. På en så kort Rejse, som min, der oven i Kjöbet kun förte mig til Landets to störste Steder kan der naturligvis ikke vare Tale om at danne sig noget fuldstendigt Billede af Folkets Karakter, men de få Iagttagelser, jeg fik Tid til selv at gjöre, i Forening medfide Skildringer, jeg hörte af mine Venner, stadfestede på en märkverdig Måde Rigtigheden af de Formodninger, jeg havde fået ved Lösningen af Finnernes Öldbog Kalevala. Den samme Fantasiens og Grubleriets Uvervelde, den samme ubrydelige Modstandsevne og den samme ringe Dådskraft, som er så betegnende for deres Heroer, synes endnu at vere det egenlige Folks Nationalpreg. Selv de Finner, der havde det beste Håb om deres Lands Fremtid, indrömmede at den finsk-finske Folkestamme aldrig ublandet og uhjulpet vilde opnå den Viljesvarme, der udfordres til at bane sig Vej til den Kultursfere, hvortil de andre Nordboer stråeber. Landet skaber sine Börn. Ganske vist måtte en större Driftighed hos Almuen her i mange Henseender kunne berede den en bedre Tilverelse, og uden Tvivl har Ladhed, Slaphed og Mangel på Erhvervsdrift sin Skyld i den gyselige Nöd og det uhyggelige Tiggeri der herskerimange Egne — i Kuopio Stift, der teller omtrent 300,000 Indbyggere, blev denne Folkemengde under Nöden og Hungersygdommene alene ifjor formindsket med 25,000! — men det er alligevel indlysende, at intet let bevzxegeligt Sind vilde könne finde Ly og ingen rastlös Dådstrang finde Tilfredsstillelse i desse strenge Egne, hvor kun Tålmod, Hårdförhed, Nöjsomhed og Drömmeri ikke alene gjör Livet udholdeligt men endog lzerer Eneboerne er synge Oma maa mansikka Muu maa mustikka —: Eget Land er et Jordber, andet Land er et Blåber!