nn Fra Finland. Pennetegninger af Erik Bögh. ILL. Om Folkenes Dödelighed og deres Upartiskhed. — Om Fröer og Storke, Rusleder og Tyrolersang. — Finlands undtagne Stilling. — Den asiatiske Nödvendighed. — Stemningen mod Russerne. — Musikcirkul:eret. — En kejserlig pedagogisk Forelesning. — De finske Målstrevere. — Den finske Almue. Erfaringen giver os en til Vished grsendsende Sandsynlighed for at ethvert Menneske engang skal dö, men uagtet de fleste Menneske indrömmer Rigtigheden af denne Setning som Regel söger de så vidt muligt at betragte den som en Theori der i Praxis er dem uvedkommende, og får de nogen Anelse om at dette eller hint af deres Medmennesker vil give Anledning til at det Uundgåelige i så Henseende indtreffer, kan man vere aldeles vis på at de får en så afgjort Uvillie for bemeldte Tndivid at de ikke for deres Död kan udstå hamp, og ikke kan, opfatte ham anderledes end som en Misdeder. Med Folkene går det ganske som med Folk enkeltvis, også deres Tid har efter Erfaringens Vidnesbyrd sin Grendse, men da Selvfölelsen altid taler i höjere Toner når den taler i Pluralis er det kun med Nöd og Neppe at Nationerne vil indrömme deres Dödelighed. At de Parther og Meder, Assyrier og Makedonier er gåede Kjödsens Gang betragter Polakkerne, Czekerne og Finnerne som en dem meget lidet vedkommende Kjendsgjerning; selv mine beskedne Landsmend sang i Frederik VI:s Tid: Lad Kejserdommer kun forgå! Skjoldungetronen skal dog stå Til hele Kloden talder! og som bekjendt er der jo norske Digtere som ikke engang vil indrömme sidstnenvte Katastrofe nogen Indflydelse på Norges Fjelde og den norske Norskhed. Disse skjönne Folkelige Selvblendelser er nu engang nödvendige for at opretholde og verme Meengdens Mod, men de forhindrer ikke at de små Folkeslag betragter de store, der allerede har åbnet Gabet for at opsluge dem, med samme Modbydelighed og Uvillie som Fröerne nerer for Storken og Sildene for Hvalfiskene. Da det nu engang ikke kun negtes at vore store Naboer Tydsken og Russen hver fra sin Side truer at opsluge os Nordboer, ja endogså allerede har slugt og begyndt at fordöje vore östligste og sydligste Landsmeend, er det så naturligt at viikke er istand til at bedömme dem med den Upartiskhed som vi vilde vere i Besiddelse af hvis vi ikke befandt os mellem deres Tender. Det er endogså ganske maturligt at Svenskens Uvillie först og fremmest går ud over Russen, og at vi Danske er mest forbittrede på Tydsken, mens Normiendene, der til Dato på begge Sider har sluppet for Opspisning, betragter Preussere og Moskoviter omtrendt med samme Fölelser. Jeg gjör i denne Henseende ingen Undtagelse fra Reglen. Jeg tilstår at jeg ikke er fri for at nere Fordom mod Russerne, men tor Preusserne har jeg den samme Antipati som for de rapfodede Insekter, der når man mindst venter det i Nattens Mörke myldrer ind gjennem Döre og Vegge for at overfalde deres sovende Naboer, og när jeg hörer en mere fordomsfri Svensker kalde Bismarck for et Snille og Preusserne for et af Nutidens dygtigste Folk, så frestes jeg altid til at revanchere mig ved at udnevne Kejser Alexander til Europas störste Reformator og Russerne til Fremtidens förste Stormagt. På den sidste Industriudstilling i Paris var der iser to Ting som på en overveldende Måde kom i Mode. Det var Ryslzeder og Tyrolermelodier. Jeg fulgtes dengang stadig med en Ven fra Sverig, og man skulde vanskelig finde to Mennesker der var så enige som vi; men overfor de to nevnte Gjenstande var vor Enighed forbi — der havde vi hver sin Idiosynkrasi. Engang var vi endogså ner ved at blive Uvenner. Jeg kom nemlig til at tage en Ruslzeders Portemonaie op af Lommen samtidig med at han gav sig til at nynne Auf dem Berliner Bruck. Såsnart hans N:ese opdagede en eller anden Slags Rysslukt og såsnart mine Ören blev sårede ved en tydsk Gassenhaner lod ingen af os sig tale tilrette. Dette til Forklaring hvis min Opfattelse af de finske Forhold hverken tilfredsstiller Russere eller Svenskere! Det er naturligvis sett gjennem danske Öjne — jeg har ingen andre! Da jeg kom til Finland medförte jeg en Mengde hjemmegjorte Indbildninger om Undertrykkelse, Vilkårlighed, Forknyttelse osv. — af hvilke jeg så godt som slet ingen bringer tilbage. Finnerne har det udmerket i Sammenligning med de af Tydskerne annekterede Nordboer. De har det omtrent således som vi Danske havde det under Christian VIII:s Regjering. Jeg gjenkjendte daglig under mit Öpbhold i Finland Stemninger og Forhold fra hine Dage, De kamper ligesom vi dengang for Hevdelsen af deres Nationalitet og Udvidelse af deres Frihed, men ligesom vore Bestrzebelser dengang prellede af mod den såkaldte europeiske Nödvendighed, således er det her en asiatisk Nödvendighed, der sperrer dem Vejen, Ligesom Finnerne begjorer samme Rettigheder som de andre Nordboer, således begjerer nemlig alle Czarens andre Undersåtter samme Rettigheder som Finnerne og trods al Kejserens personlige Liberalitet tör han naturligvis ikke indföre enropaiske Forhold blandt Asiaterne. Allerede Livegenskabets Ophevelse har veret et så dristigt Skridt at dets nermeste Fölger kan blive betzenkelige nok. En til Treldom opdragen Slegt vil — lige meget om den er sort efler brun! — ikke