Aftonbladet – 31 augusti 1868, sida 3

Halfdan Kjerwf -. Saa stille en Mand er vandret hen Til de ukjendte Regioner, Hvorfra ingen Röst kan komme igjen, Selv ikke hans liflige Toner. Saa ensom han leved, bramfri og blid, Han talte aldrig om egen Id, Skjöndt Norden hans Minde nu kroner. Hans Vandring paa Jorden var ei omsonst, Endog han var svag og alene: Hans Brud var den deilige Tonekonst, . Den förte hans Fod over Stene. Den gav ham Vinger, den fyldte hans Bryst Med smeltende Vemod og jublende Lyst — Han sang, som Trosten i Grene. Han lagde sit Hoved til grönne Höi Og lytted til Alfens Stemme, Og midt under Dagens forvirrede Stöi Han kunde den aldrig glemme. Han hörte den atter i Elvens Brus — I Birkens Hvisken, i Granernes Sus Han kunde Tonen fornemme. Den Tone var Norges Hjerteklang Fra Sö, fra Fjeld og fra Skove — For Folket bar han den frem i Sang Paa Melodiernes Vove. Han löfted paa dem det fattige Ord, Saa Brudeklang fra Hardangerfjord Vidt kunde vort Norge love. Derfor, skjöndt brusten er nu hans Luth, Vil Norge hans Navn bevare, Og Dalens Jente og Fjeldets Gut I Slegternes lange Skare Vil eie ham som en fuldtro Ven, Og synge hans Sange om igjen Altid friske og klare. A. Munch.