.— Den nordiska festen i Kristiania. studentsamfundet firades den 13 Januari esten till fädrens minne. Salen var festligt rydd med nordiska flaggor och vapensköllar samt med fanorna från studenttågen. I akgrunden var i en lund af granar anbragt n minnessten med namn på de under årets opp bortgångna märkligare nordboer. Efter n skål för konungen höll samfundets ordvande, kand. Frits Hansen, talet med skålen ; fädrens minne. Professor F. Brandt bragte derefter i fölande tal de norska studentexma en helsning ran bröderna i Upsala: Da jeg for en Maaned siden skiltes, fra Upsala Jniversitet, modtog jeg en Hilsen til Kristiania studenter, hvilken jeg vil frembringe idag, do jeg örste Gang efter min Hjemkomst finder mig omriven af en större Forsamling af Eder. Jeg ved vel, det er ikke noget nyt eller uventet 3udskab, jeg her bringer: dette svarede jeg ogsaa trax paa liders Vegne. Vi have jo modtaget aa mange dyrebare Vidnesbyrd om den broderlige Iengivenhed, hvormed vi omfattes af Sveriges kademiske Ungdom, at det ikke vilde vere mig nuligt at sige Dem noget, som De ikke allerede orud ved. Men det gives vist Ting, som vi ikke cunne faa for ofte at höre, — Budskab til vort lTjerte, som, hvor ofte de bringes, vekke fornyet g altid större Glede, netop derfor, at de ere ventede og modtages med en saa tilforladelig Bevidsthed. Og denne Deres egen Bevidsthed maa ogsaa jeg her kalde til Hjalp, mine Herrer; thi g skulde ved mine Ord kun formaa at give et utfor svagt Udtryk for den Hengivenhed for Norge og hvad norskt er, den hjertelige Deltagelse i alt vort Ve og Vel og det trofaste Brodersind, hvorpaa jeg bland Svenskerne modtog saa mange Beviser, — ikke blot som deres Gjzst under et kortrigt Besög, ikke blot under den selskabelige Sammenkomsts löftede Stemning, — men under Maaneders Virken iblandt dem, under Hverdagslifvets Möder. Saadanne Indtryk maa föles o kan ikke beskrives. Jeg kan kun sige: Rejs ti Upsala, da ville I erfare detsamme selv! Ja, mine Herrer, rejs til Upsala enhver af Eder, som har Anledning dertil! Jeg ved jo nok, det kan kun de ferreste af Eder tenke paa; men alligevel maa De ikke betragte disse Ord blot som en Vending i Talen; ieg mener dem i Sandhbed som en alvorlig Opfordring, De ville ikke alene finde et Venskab, som Deres hele Liv igjennem vil vere Dem uforglemmeligt, og möde et for Aand og Hjerte lige foredlende Studenterliv, — men De ville derhos erhverve en Kundskab,som De nu savne, og som De senere ikke noksom ville vide at skatte. Jeg behöver ikke at paaberaabe mig den Sandhed, at det personlige Bekjendtskab bedre end det bedst affattede Dokument og fastere end den mest bindende Aftale knytter Folkene til hinanden, styrker den rette Opfatning af Unionens Betydning, fjerner Misforstaaelser og fremkalder den 5olidaritetsfölelse mellem de forbundne Folk, der er hver af dem en Erkjeudelse af, at det selv har en Lod og Del i, hvad Godt og Brugbart der maatte findes hos det andet. Men jeg tör paastaa, at dette er en absolut nödvendig Betingelse, 0 den eneste NR paa hvilken Unionen vil kunne udvikle sig til, hvad Forsynet saa utvetydigen har bestemt den til at vare. Thi det er min bestemte og urokkelige Overbevisning, at man aldrig lerer at forstaa Sverige og de svenske Forhold uden ved personlig Tagttagelse. Blandt alle Folk paa Kloden gives der neppe tvende, der mere synes som skabte for hinanden, mere af Naturen selv ere bestemte til at danne en Enhed lige over for alle andre Nationer, og som derhos have saa meget at lere af hinanden og i saa mange Maader gjensidig supplere hinanden, som det Norske og det Svenske. Paa samme Tid, som begge Folks Liv 08 Tilstande ere overensstemmende i sin Oprindelse, er der tillige en merkelig Forskjel tilstede saavel i den Udvikling, de begge have gjennemgaaet i Tidernes Löb, som i de Resultater, til hvilke denne Udvikling har fört. Svenskerne er helt igjennem et historisk Foll. Deres Folkeliv og Institutioner have udviklet sig langsomt paa sin egen Grundvold, uden nogensinde at vere brudt. Meget hos dem er gammeldags, men besidder tillige netop derfor en Fasthed eg Soliditet, som gjör, at det ikke let lader sig rokke, sely hvor det for en Del kan synes at have overlevet sig selv. Norges Udvikling har derimod veret afbtrudt ved en firehundredaarig Dvale. Vi have maattet bygge det Meste fra nyt af de isidste Decennier. Vore Institutioner ere derfor i det Hele nyere og tilfredsstille bedre Nutidens Behov. Men man vilde vistnok fejle storligen, om man derfor vilde indbilde sig, at det Nye altid tillige er det bedste, og at det Gamle nödvendigvis maa veere forteldet. Men det Gamle er ikke saa let ved förste Öjekast at forstaa som det Moderne, fordi hint maa betragtes i sin hele historiske Sammenhaeng. Svenskerne er i Almindelighed meget villige til at erkjende, hvad godt der findes i Norge, og de have ved mange af sine Reformer i den senere Tid hentet sine Forbilleder fra 03. I N nes man derimod ikke at viere ligesaa tilböjelig til at erkjende, hvor meget vi have at lere af de Svenske, og hvormange ypperlige Materialier vi fra dem kunne hente til MN de Arbejder, som endnu staa tilbage at udföre paa vor Samfundsbygning. Og dette har ganske vist ene sin grund i manglende Kundskab. Jeg gjör, mig ikke skyldig i nogen Overdrivelse, naar jJegå gjentagende erklerer, at man ved slet intet Oom Sverige, forinden man selv faar iagttage det paa hvert Hold, og at det förste den vil have at gjöre, som kommer til Sverige, bliver at skille sig af me alle sine hjemmegjorte og hjemmefra medbragte Forestillinger om de svenske Forhold. Overbevisningen herom, mine Herrer, vilde jeg oprigtig önske, det maatte lykkes mig at fremkalde og gjöre ret levende hos Eder. Thi det er Eders Kald at vere Kulturlivets Berere, og i Eders Heender er det, at Fremtidens Opgave er betroet. Gjennem en Samvirken mellem Norges og Sveriges Universiteter skal Unionsverket först ret fuldbyrdes, og der er endnu meget, meget tilbage at gjöre. Derfor vare denne Sag nok engang alvorligen lagt Dem paa Hjerte! Kand. teol, Lampe erinrade derefter om de under årets lopp bortgangna, nemligen för Norge: B. Garben, P. A. Jensen, H. Möhne, H. Möller och A. Rosing. För Sverge: OC. G. Lagercrantz, A. A. Myhrberg och OC. G. Qvarnström. För Danmark: Ilia Fibiger, L. Holst och O. P. G. Leuning. Byråchefen Ferd. Roll talade för brödrarikena, prof. A. Munch föredrog en säng: En röst från de äldre,, som vi här nedan meddela, student Lutke tömde en minnesbägare för stiftsprosten Jensen, och student Berner en för Anton Rosing, Student Ilalvorsen talade för några af de under arets lopp bortgångna yngre nordiska litteratörer och konstnärers minne: