vaaL ULOI alll UTVvIiUvel RISTADE Kordiska folkmötet vid Ringsjön. Vi meddela nu efter Feedrelandet följande referat af redaktör Plougs föredrag: Han takkede paa de danske Sönderjyders Vegne den sidste Taler. De fortjente Deltagelse, ikkt blot fordi de vare et undertrykt og lidende Folk ikke blot fordi de med Mod og Taalmod bar de! fremmede Aag og Levarede Kjarligheden til de res rette Fwdreland, men ogsaa fordi de i Aar. hundreder trofast havde verget deres nordiske Natur cg Sprog trods Blandingen med Fremme de, og den Dag idag vare maaskee de bedste, i hvert Fald de mest udviklede Nordboer. Viskul. de hverken tvivle om dem eller fortvivle ove deres tunge Lod, thi de hverken tvivlede eller fortvivlede selv. De stolede paa den store Tanke, som var begyndt at trenge frem gjernem Ver. denshistorien, og for hvilken enhver Seir var Indledning til en ny Seir, den Tanke, at ethvert Folk, som havde en eiendommelig Natur, og Magt til at udprege den i sine Seder, sin Litexatur og sine Institutioner, ogsaa havde en naturlig Ret til at bestaae selvstendig. Det var denne Tanke, man kaldte Nationalitetsprincipet. I gamle Dage betragtedes Stater som geographi ske Begreber; man troede, at de behövede at adskilles fra andre ved Have, Sunde, Bjergkjaeder eller Floder, og kaldte saadanne Grandser naturlige, selv om de skar midt igjennem et levende Folks Legeme. Havde man foruden saadanne Greendser en Trekant eller Firkant af Feestninger, ansaae man sig for uhyre stark. Men de naturlige Grandsers Betydning som Forhindringer mod Angreb, var for en stor Del ophevet ved Nutidens Forbindelsesmidler, og Erfaring havde viist, at de Stater, som bestod af sammenlzenkede utilfredse og uenige Folkeslag, kun vare faldefrerdige Huse, der skjulte Raadenhed og Afmagt. Folkenes Enhed og Helhed vare de sande naturlige Graendser. De Grendser, som gik derudover og adskilte, hvad det hörte sammen, og forenede, hvad der Intet hävde med hinanden at gjöre, vare unaturlige. Derfor maatte det nordtydske Forbunds Nordgrendse falde, og de danske Sönderjyder blive frie. Nationalitetsprincipet er imidlertid ikke blot oplösende og adskillende, det er ogsaa forenende. Det drog de Folk, der havde samme Afstamning og i Tidens Löb ikke vare komne lenger fra hinanden, end at det felles Preg var tydeligt til hinanden, for bedre att vzerge deres Frihed og Selvsteendighed. Derfor laa den nordiske Enhedstanke i Nationalitetsprincipet som Blomsten i Kno kem og maatte springe ud, naar den fik tilstreekkelig Lys og Varme, eller naar de nordiske Folk fik Öinene op for dens Nödvendighed og optog den saaledes i deres Fölelse, at den bestemte al deres Tragtens og Handlings Retning. Denne Tanke var den röde Traad, der burde gaae igjennem ulle Udtalelser paa denne Fest. erfor vilde Taleren gjöre opmzrksom paa, hv farligt det vilde vwere, dersom Nordens Folk ikke opfattede Tanken paa samme Maade, eller forbandt forskjellige Begreber med det samme Navn ; de vilde da findes uenige, i det Öieblik da de troedes at vare enige, og Tanken vilde aldrig blive virkeliggjort. Han fandt det tvivlsomt, om den nordiske Enhedstanke opfattedes lige klart af Alle. Der var i Danmark Nogle, som tidligere havde bekjendt den, men nu raabte paa at leve sit eget Liv? og skaeldte dem, der fastholdt Tanken, ud for Hjemmesvenskere? ; de maatte betragtes som Frafaldne, som Modstandere. Men Andre vere ifrige Skandinaver, naar en Fare truede, og fandt det da helt naturligt, at Sverig og Norge hjalp os at afvende den; men naar Faren var ovre, bleve de kolde og fornemme og fandt Alt, hvad der gjordes for den skandinaviske Sag, ubetimeligt og uheldigt. 1 Norge var der Folk, som paastode at veere gode Skandinaver, men dog fremfor Alt vilde have et nyt norsk Sprog lavet; men det var dog tvivlsomt, om det vilde fremme Nordens Enhed, at dets Folk fik 4 Sprog i Stedet for 3 og altsaa forstod hverandre mindre end nu. I Sverig ga der ogsaa Folk, som sagde de vare Skandinaver, og som, hvis man böd dem Norge og Danmark paa en Tallerken, sandsynligvis vilde spise dem med god Appetit, men som hellere end at bringe nogetsomhelst Offer for en Forening, vilde nöies med de naturlige Grzendser? og indrette sig saa fmytlig indenfor disse som muligt. Efter hans ening vare disse 3 Slags Folk nu ikke virkelige Skandinaver, men derimod Nationalegoister. De see kun Danmark, kun Norge, kun Sverig, men have endnu slet ikke opdaget Norden, hvori alle tre Lande kunde gaae op, uden at gaae under, som böd dem Trygghed for deres Selvsteendighed, men ikke kunde opsluge denne. Mon man dog ikke skulde kunne blive enig, naar man tog Sagen ganske simpelt, og betegnede den skandinaviske Enhedstankesinderste Indhold og egenlige Maal som Selvopholdelse, og betragtede Alt, hvad der foretages dertil, som sigtende tildens Fremme. Man havde fremfört forskjellige Indvendinger mod Nordens Folks Sammenslutning. Man sagde, at de havde forskjellige Interesser: det var nok muligt, men den störste Interesse af alle var dog den at vere til, at forblive sig selv; for den maatte de övrige altsaa trade tilbage; thi naar man opgav den, var Alt opgivet. Andre sagde, at de nordiske Folk ved en Forening vilde faae dobbelt saa mange Fjender, som de havde adskilte. Nu havde Danmark kun cen, nemlig Tydskland, og Sverig. Norge kun en, nemlig Russland; forenede vilde de tre Riger alltsaa have begge disse Stormagter til Fjender. Men saa logisk rigtig som denne Szetning saae ud, saa var den dog uefterrettelig. Muligheden kunde man ikke benegte, men Sandsynligheden er slet ikke derför. Om den ene Stormagt angreb det forenede Norden, vilde den anden snarere stötte det, thi det forenede Norden vilde vare en Magt, hvis Venskap var Noget verd. Andre sige: ja hvad kan det nytte at vare Skandivav, hvorledes skulle vi Smaafolk före Enhedstanken igjennem?, Det kunne vi private Folk og Enkeltmend nu visselig ikke; ikke en gang vore Regeringer kunne det, uden at Vorherre giver de nödvendige Forudsietninger og Held til Udförelsen. Men vi kunne alligevel udrette meget; vi kunde efterhaanden ved trolig Arbeide, ved Skrift og Tale skabe en almindelig Overbevisning, en sterk Folkevillie i alle tre Lande, som da ifölge de frie Statsforfatninger maa blive Regeringernes Rettesnor. Endelig höres ogsaa, at det kun er os Danske, som ere ivrige Skandinaver, men at Svenskere og Normzend tage sig Sagen langt mindre ner. Dette er tiidels sandt, og det er ret naturligt. Den, hvis Huus staaer i Brand, er naturligvis mere virksom for att slukke, end den, hvis Hus ikke endnu er antendt. Men Svenskere og Normzend maatie vere meget tilbage og meget blinde, hvis de ikke begreb, at deres Huse ere i Fare, naar vort brender. Hvis Danmark gik tilgrunde, vilde de befinde sig i en Pöist ynkelig, afhengig og indeklemt Stilling; de naturlige Grandser? vilde da blive meget ubehagelige. At vi Danske ere Forud i Skandinavisk Udvikling, kom dels deraf. at vor Ulykke havde veret os en god Leremester, dels deraf, at vi maaskee vare mere bevegelige af Natur og boede den europieiske Culturström neermere. Men om Eet troede han at de fleste Danske nu vare enige, derom, at det ikke tilkom dem, det mindste og af dybe Saar endnu blödende Folk, at gaae i Spidsen for den skandinaviske Stracben. Denne Plads tilkom naturlig det Folk, der baade paa Grund af sin Histori di det var dov