Aftonbladet – 21 januari 1864, sida 2

For Danmark. Hvor skal det gaae vört lille Land, Af sine store Fjender truet? Luder det alt over Afgrundens Rand Og har sidste Gang Sollyset skuet ? Vil i dets Fare Fedrenes Kraft sig aabenbare? Eller skal Sönnernes vantrevne Slegt, Trettet snart under Oärenes Vegt, Hildes atter i Treldommens Snare? Bort med hver Tvivl, med Angat og Gru! Vi er os selv, og vil det vare Sterke af Hjerte og faste i Hu Kan vort Land Fjennem Trengsel vi bere. Skjeldte og trengte, Svage af Magt og faa i Maengde, Kan vi dog freidigen drage vort Veir; Thi en Fortid af ere og Seir Viser fremad i Tidernes Lengde: Har vi vor Friheds Björnemarv Spist, for at gaae i fremmed Sele? ar vi faaxt Syn for vor Samfreende-Aryv, For att löbe med Skam fra det Hele? Hitted vi Luren, Bleste omkuld vi Skillemuren, Samled vi Norden ved Enhedens Dör -— For at Vilhelm Erobrerens Köer Skulde uddybe Gefionsfuren? Nei, vi har Mod og godt Humeur Til at see Faren under Öie; Saadant et Folk som vort ikke döer, Mens de grönne sig, Fedrenes, Höje. Og vore Sönner Skal ikke bede Aftenbönner An den grossen germanischen Gottu ; De skal leve — om aldrig saa smaat — Her som nordiske Selveierbönder!