Til mine Venner i Sverig. Paa Bjergets Kuller Lyngen staar i Flor Og Lingon titte rödt og hvidt derunder: De melde mig, at Sommeren fra mig for, At mod min Afskedstime strerkt det stunder. Ak, Tiden iler! Som naar lidt man blunder I Varmen, mig de lange Dage svandt, Og neesten tykkes det mig nu et Under, At hybensmykket staar ved Stiens Kant Den Busk, hvor nys jeg glad den förste Rose fandt. Ja, Tiden flöj; thi den paa Fryd var rig; Jeg lerte her, hvad aldrig jeg skal glemme: Her have Nordens Guder talt til mig Fra Höjene, som Kongers Aske gjemme. Her har om felles Ophav Blodets Stemme Höjt aflagt Vidnesbyrdet i mit Bryst; Thi her, skjöndt fremmed, blev jeg flux som hjemme Og hörte selv, i Sproget, till min Lyst Kun med en anden Klang min egen Moders Röst. Jeg var ej udenfor mit Feedreland! Den Vished har jeg for min Livstid vundet: Det naar fia Eiderens Bred til Nordkaps Strand, Af Slette, Fjeld og Öer sammenbundet ; Og som jeg ingen Skovblomst her har fundet, Pen jeg jo kjendte fra min Födedal, Saa skal jeg i min Bögelund ved Sundet Den samme Blest fornemme, frisk og sval, Som kjöled tidt min Kind i Fyrreskovens Sal. Gid nu jeg kunde trykke hver en Haand, Som blev mig rakt for Venskabsbaand at knytte! Mod Danmarks Folk den samme Broderaänd Jeg fandt i Kongeborg og Bondehytte, Og, hvergang til dens Röst jeg kunde lytte, Til mine Minders Krands en Blomst blev lagt, Et Jertegn mer, at Himlen vil beskytte Vort Fremtidshaab, den store Folkepagt, For hvilken Fler og Fler alt stille sig paa Vagt. Et Fremtidshaab! — Hvo veed, om vi skal se Det opfyldt selv og Krands paa Huset haenge ? Men, om end ej ved os, det skal dog ske: Vor Streben er en Arv til vore Drenge. Derfor blandt mine Venner her sig trenge, Fast nermest til mit Hjerte just de Smaa, Og mine egne hist paa Sjölunds Enge Med dobbelt Glade nu jeg tenker paa: De mödes skal, som vi, og frem til Maalet naa. Jeg har ej nevnt det Skjönneste, jeg saa: I Folkets Barm sig röre store Minder; For Jordens Frihed tanker det at slaa Endnu et Slag, og Sverd om Lend det binder. Lad Striden komme kun! Da, Sverig, finder Du ved din Side, stöt, den Danske Mand Og Norges trodsige Sön og sejge Finner; Og Snorres Börn skal se fra snekledt Strand, Hvad Nordens vakte Kraft forenet megte kan. Det er ej nogen Dröm. Hin Storverkshu Er Nordens Aand; vor Ret til Liv paa Jorden Er just, at den ej udslukt er endnu: Den hevder os vor Plads i Verdens Orden. Og derfor, skjöndt jeg nu er sorgfuld sorden, Da lenger bort jeg flytte skal min Stav, Jeg kan dog glad, med styrket Tro paa Norden, Med Tak for alt hvad Godt mig Sverig gav, Love den felles Sag at tjene til min Grav. C. Rosenbera.