Lv OVErvecldes al NOrgt 08 Vanmark; of Norge, som u i Foreningen med Sverig er den svagere Stat, ilde föle sig sikkret og styrket ved Forbindelsen med Danmark, fordi de staae på samme Kulturgrund og lerfor staae hinanden nermere i Institutioner og Naionalitet. En politisk Union lader sig meget godt tenke og dföre efter indbyrdes Overenskömst under: de nu pestaaende For old. Dn vilde nuvere fuldkommen ikker paa alle Sider, fordi Norden er saa lykkeligt ut besidde tvende Konger der for nes af samme Broderskabsband, som forbinder deres Folk, ög hvis Tierter dele disses Fölelser. I deres Hzender vilde len blive til Velsignelse og vere uryggelig. Men un Gud veed, hvorledes deres Efterfölgere ville vare sindede, i hvilken Aand de ville regere, og hvilke Raadgivere de ville fölga. I det Tilfrelde nu, at Brolersind og Enighed ikke forbandt Nordens Konger, vilde Unionen bestandig vere udsat for Fare. RiYninger og Tvistepunkter om Spörgsmaal d ri Sam? menligning -med: Forbindelsens :Fordele vilde vere ubetydelige, men dog. for Öieblikket kunde synes vigtige, vilde nemlig ikke kunne udeblive: Hvor gjerne jeg end istemmer den Formaning til Sagtmodighed og Overbarelse som Professor Svedelius har udtalt, saa har Erfaringlert mig at naar Gemytter först ere sätte i Bevegelse, ere de Sagtmodige altid i Mi oris tet. Men saadanne R:vninger ville udenlandske Indflydelser, i hvis Intresse det kan ligge at svrkke el: ler sönderbryde Unionen strebe at benytte, og. disse Indflydelser ville let forstaae at vekke Skinsyge og Uvillie imellem Fyrsterne og da at fremstille de dynastiske. Interesser som forskjellige fra de nationale. Mod denne Fare gives der kun eet Middel; det er en dynastisk Enhed, der vilde sammensmelte :egge Interesser; er Unionen nödvendig, saa er denne önskelig. i Man vil maaske svare mig: men hvor kan Du än? prise en dynastisk Bnhed som önskelig? Har Historien da ikke dömt den? Gik Kålmaruniöonen; som var 01 sådan, ikke strax istykker? Ja man syn.s mig endog os ansee Margrethe son en Troldqvinde; der lagde Nordens Folk i fornedrende Lanker. Mea dette er en grov Misforstaaelse. Margretha var ikke blot en stor Kvinde, hun var maaske den störste Statsmand som Norden har frembragt. Geijer har efter min Over: bevisning. Uret naar han kalder Kalmalmarunisnen et Tilfelde, der saae ud som en stor Tanke. Den var det Modsatte: en stor Tanke, der ikke kunde gjennemföres, fordi Tiden ikke kunde bere Jen. Den strandede paa Margrethes egen og hendes Efterfölgeres Feil, Feilene vare, at Unionsriget var et Valgrige, at hun satte en elendig Person til at styre det efter sig, og at de fölgende Unionskonger ligesom hanvare Fremmede. Derfor blev Calmarunionen kun et Middel i Guds Haand till at opvekke Sverigs Nationalfölelse, saa at den kom at udfolde sine skjönneste Blomster, thi den opfostrede Engelbrecht, Sturerne og den store Vasa, og neppe vilde Sverig spillet den store Rolle i Historien, som det har udfort, öm Calmatuhionen ikke havde veret. Dette Minde lerer allsaa blot dei: at en Unionsstat maatte vere et arveligt Monarki og anbetroes e nationalt Dynasti. Man vil maaskee end videre svare mig: hvi vil Du beröre en saa öm Streng, og det oven i Kiöbet uden noget praktisk Formaal? En gang var denne Streng vistnok öm, nu synes den mig ikke at kunde vakke Uro eller Mistanke hos Nogen, saadant er Forholdet imellem Nordens Konger indbyrdes, saadant er deres Forhold til deres Folk. Jeg er ingen Sansculott, der vil rasere Throner, ingen Voldsmand, der vil bryde Love eller Tractater; jeg er min Konges tro Undersaat og en constitutiopnel Mand, der staaer paa Lovens Grund, ikke kan, ikke vil staae paa nogen anden. Jeg veed meget vel, at der for Tiden liden eller ingen Udsigt er til, at noget Saadant, som jeg har antydet, kan skee; mine Öine ville sar dsyndigvis aldrig faae detatsee. Men skulde det derfor vere umueligt eller urimeligt? Lad os huske, hvörtidt Leiligheden at samle Nordens Lande i en dynastisk Enhed har frembudt sig i det sidste Aarhundrede? Lad os huske, at i 1745 togede Dalkarlene til Stockholm for at faae Frederik den Femte af Danmark til svensk Thronfölger? Lad os huske, hvad vore Fedre have oplevet, at i 1810 udtalte Frankrigs store Keiser, at saavel Naturen som Historien havde bestemt de nordiske Lande til at udgjöre en Enhed, hvorfor han ar befalede Frederik den Sjette ved Fhronfölgervalget. Jeg fortenker ingenlunde Rigsdagen til Örebro i, at den foretrak en General fra Valpladsen for en General frå Exercispladsen, saa meget mindre som den sidste nylig havde villet dele Sverig ved Söerne imellem sig og Rusland. Og lige saalidt fortenker jeg det danske Hof 1, at det 1812 afviste Kronprinds Carl Johan Giftermaals forslag samtidig med at han begjerede Norge. Lad 03 endelig huske, hvad vi alle have oplevet, at i 1848 havde uden al Tvivl Foranstaltninger til en falles Ar vefölge kunnet treffes, om den. var blevet foreslaaet, Jeg bebreider ingen at den ikke blev det. Muligvig vare Forholdene saadanne at det vilde veret et Vovespil; i alle Tilfelde blev det sikkert kun undladt af höist agtverdige Beveggrunde. Men Leiligheden var der; det kunde skeet uden at trede Nogen forner; det kunde skeet med Mangfoldiges Taknemlighed og Gede. Kun den Gud, der styrer Folkenes Skebner, veed, naar Leiligheden atter vil frembyde sig, da, uden Filsideseettelse af Traktater, uden Krenkelse af Love, ex dynastisk Eahed i Norden kan tillvejebringes i Enighed og Fred. Men derfor har jeg udtalt dette Ord, for at det skal liggå og spire, hvor det falder i.god Jordburd, for at det skal overveies og dröfies, for at det skal arbeide sig frem til en klar Tanke, til en sterk Folkemening, der kan vwre tilrede, naar Leilighedea frembyder sig, eg da drive til at gribe den. Man vil maaske endelig svare mig: men hverledes kan Du, den Danske, udtale Dig for en politisk Union imellem de nordiske Riger, Du, hvis Fedreland nylig har indgaaet et polsk Agteskab med et tydsk Forbundsland? Mine Herrer! jeg staaer ikke her for att forsvare eller anklage mit Fedrelands Politik. Jeg vil kun sige saameget for dem, der ikke kjende vore Forhold, at da Valget stilledes os; vär det ikke lenger frit, at jeg for mit Vedkommende betragter mit Fedrelands nuverende Tilstand som en Prövelse. Vor Herre har sendt os, fordi vort nationale Liv ikke var sterkt og udholdende nok, og at jeg forvist haaber, at vi engang skulle gaae ud af den som et mere udviklet, kraftigere og dygtigere Volk, verdigere til at indtrede i det nordiske Vsellesskab, end vi nu tör vere. Helstaten vil blive for os, hvad Calmarunionen var for Sverige, men neppe vare saa lenge. Den er en taalelig Form at bestaae under, men har ingen Fremtid. Netop naar alt faaer Lov til at gaae sin rolige Gang, vil den vise sig ikke at vere nogen alvorlig Hindring for en nordisk Forbindelse. Jeg har nu frit og oprigtigt sagt, hvad jeg havde paa Sinde. Jeg forlanger ingenlunde at Alle skulle vere enige med mig, jeg venter det ikke, jeg önsker det ikke engang. Men jeg beder Dem om at de Alle ville nöiere overveie og pröve mine Ord, der ere talte til Deres Overveielse, ikke til Deres Lidenskab. For mig indeholde de visselig Sandhed. Den Tanke, jeg har udtalt, er mig den kjereste af alle, og den skal först forlade mig med mit Liv. Den forekom mig åt burde udtales paa dette minderige, höitidelige Sted, hvor jeg sandsynligvis i dag kommer for sidste Gang. ; Det er min Overbevisning, at Nordens aandelige og nationale Enhed, baade for ikke idelig at vere udsat for Forstyrrelse og Krenkelse og for at blive til fuld Sandhed engang, maa gaåe over til en politisk. Det er min Overbevisning, at en Union mellem de tre Riger er nödvendig for at betrygge deres indre Frihed og ydre Selvstendighed, for at Norden kan komme til at indtage den det med Rette tilkommende Plads i Historien. Derfor: Leve Nordens politiske Enhed! Det intryck, som detta tal, likasom talarens