nemligen tanken om de skandinaviska folkens evö liga brödratrohet; om deras innerliga sammansiut ning till gemensam kamp i lifvets allvar, om vi visste. säger jag, att samma tanke äfven värmde den nordiska qvinnans själ, hvilka stora, hvilka segrande krafter vore ej då riktade åt samma mål, dit vi sträfva? Och hvarföre skulle vi tvifla derpå ? Hvarföre skulle vi icke tro, att äfven hon, kärlekens prestinna på jorden, fröjdas öfver att en evig kärlek: bänd förenar nordens trenne folk, och att det all: fastare och fastare sammanknytes ? Låtom oss vars öfvertygade derom, och hoppas, att genom henne skall denna skandinaviska tanke så djupt samman växa med kommande slägtens uppfattningssätt, avi det ringaste tvifvel på den skall betraktas såsom en hädelse, lika otänkbar, som nu tviflet om ens eget fäderneslands bestånd och framtida förkofran. Och derföre må väl vi, här församlade unga skandinaver, hembära nordens qvinnor vårt hjertas varma hyllning. Men icke blott derför. Med föreställningen om nordens qvinnor äro nemligen förenade många andra bilder, ljufva bilder af barndomshem och syskonlif, sköna bilder af rosor, som blommat vid sidan af vår väg, och bland dem, jag är viss derpå, hos mången af eder, em, gömd i djupet af edert hjertas helgedom, en bild, som måhända dagens öga ej får skåda, men hvars djufva namn hyiskas och åter hviskas i nattens tysta sköte. Ja, kring dessa bilder knyta så många minnen sina skönaste blomsterkransar, och kringom dem sprida så många hopp sina skönaste strålar, att jag är endast en svåg tolk af den önskan, som fyller edra hjertar och brinner på edra läppar, då jag nu föreslår en skål för den nordiska qvinnan. Lefve hon! Lifliga hurrarop följde på detta tal. Härmed kunde nu den egentliga festen an ses afslutad; men sedan damerna aflägsnat sig omkring kl. 10, qvardröjde man dock för at! intaga en enkelt anrättad, kall aftonmåltid och afhöra åtskilliga sånger af Bellman, Wennerberg med flera, som af Upsala studenter med friskhet och värma föredrogos. Vid midnatten aftågade man allmänt under full musik och åtskildes-på Stora torget. Tåget till gzmla Upsala. Vi redogjorde i går för det tal, hvarmed professor Svedelius öppnade församlingen på tingshögen, och meddela nu efter löfte det tal af hr Ploug, som följde till slut. Detta tal, som kanske icke utan skäl blifvit betraktadt såsom det betydelsefullaste under hela mötet. var ungefär af följande lydelse: Mine Herrer! For 13 Aar og nogle Dage siden stod jeg paa dette Sted i Kredsen af nordiske Studenter. Jeg klagede da over den store Afstand der var mellem er trods vor fxlles Herkomst, og over den ringe Forbindelse, der i Virkeligheden fandt Sted trods vort broderlige Sindelag. Jeg tager nu Orde: for at udtale den Erkjendelse, at Meget er forandre: til det Bedre i de forlöbne 13 Aar, at Afstandet, er formindsket og Forbindelsen foröget, at Broderskabet med hvert Aar er blevet ubrödelige re, og at vi bör haabe det vil vedblive at udvikle sig til end inderligere Samliv saavel i aandelig og nationel som social Henseende. Paa den anden Side erkjender jeg, a ikke lidet endnu staaer tilbage at gjöre og kan og bör gjöres af os ad denne Vei. Den foregaaende Taler har paapeget noget Saadant, han har anviis: nogle Gjenstande at virke for, der nermest henhörc under Universiteternes Omraade och baröre Studenternes serlige Interesser, ligesom den förste Taler har dvelet vid den nordiske Idees Udvikling indenfra i Gemytterne. Jeg vil tillade mig at dvele ved den ydre Side af Ideen, og at paapege hvad der he: staaer tillbage at önske, og, om Gud vil, engang a opnaae. Thivelere De Studenter og som saadane her samlede, og vel ligge de literaire Formaal og Universiteternes Forhold Dem nermest; men engang ophöre De at vere Studenter; engang trede De ud i Liveti Videnskabens eller Statens Tjeneste, for, son Sverigs og Norges Konge forleden Dag sagde til er Del af os, at verge for vort Fedrelands Ere og Selvstendighed; og da gjselder det at lade sin Gjerning gjennemtrenges af de Fölelser, der have begei stret os sort Studenter; da gjelder det ogsaa at have opfattet den ydre Side af den nordiske Idee klart og rigtigt, at vide hvad vi ville, og hvorledes: vi ville det. Den nordiske Idee kan da udvikles og styrkes ved forskjellige ydre Midler, som ligge lig2 for Haandes og neppe ville vere vauskelige at opnaae, forsaavidt de ikke alt ere tilstede, ved forbedrede Kommunikationer, ved Lettelse eller Ophevelse af de Afgifter, som tynge paa Samferselen, ved Enhed i Maal og Vegt og Penge og saa fremdeles. Derved vilde vort broderlige Samliv og frie Samfeersel udvides og mägtigt befordres. Men efter. disse Goder streeber au bele den eiviliserede Verden; de ere blevne Nödvendigheder for: alle Europas Folk, ved efter haanden at opmaae dem ville vi allsaa ikke edskille os fra andre Volk, ville vi ikke komme hinandem synderlig nermere, end vi ville komme andre Nationer; der erkjende disse Goders Verd og forskaffe sig dem ligesoeri vi. Den störst mul ge VFrihed-i Sämfreersel. Handel og Omsztninger et almindeligt Lösen, ikke blot et nerdisk; altsaa vil den nordiske Idee ikke durved fuldbyrdes, vi Komma ikke derved til at. staae som en Enohed everfor den ydre Verden. Det er udtalt af mange för: mig, at de nordiske Folks Broderfölelse nu er saaledes udviklet, at det er umuligt at nogonsinde kunde drage Sverdet mod hinanden til Angreb, Forurettelse eller Erobring, og dette er sandt. Ingen Christian den Anden vil kunne anrette noget nyt stockholmsk Blodbad; ingensinde mere vil Norge kunne legges som Lydland under Danmark; ingen ny Carl den Tiende vil kunne tanke paa at erobre hele Danmarks Rige, ingen ny Carl Johan foreslaae at dele det. Men fordi vi ikke med fuld Selvbestemmelse og beraad Hu nogensinde mere ville kunne befeide hinanden, derfor sikkrer vort Broderskab os ikke mod, at Staterne inddrages i saadanne politiske Forviklinger, som kunne blive skadelige for vort Samliv, farlige for vore helligste Interesser og saarende for vore bedste Fölelser. Jag skal tillade mig at oplyse dette ved et nerliggende Exempel. Dersom det danske Ministerium, der foretog tydelige Demonstrationer til Bedste for Rusland under den sidste Krig, var forblevet ved Roret til December 1855, efterat Sverig och Norge havde sluttet deres Traktat med Vestmagterne, hvordan vilde da Stillingen i Norden have veret? Da havde der paa den ene Side staaet en Stat, som viste en udpreget Tilböielighed for den ene af de stridende Magter, og paa den anden Side de to andre Stater med en ligesaa udpreget Tillböielighed til at slutte sig til Modparterne. Tenk Dem nu Krigen fortsat et Aar eller to og stedse flere mindre Stater inddragne i den, og jeg behöver da ikke videre at antyde, att Forholdene her i Norden kunde blevet meget spendte, om ikke ligefrem fjendlige, og vort broderlige Samliv forstyrret eller afbrudt. Jeg vil tage et andet Exempel fra en ikke fjernt liggende Tid. Naar flammer Broderfölelsen höiest? Naar banker Hjertet sterkest sin Broder imöde? Mon ikke naar han trues af en Fare, naar han forurettes og angribes, naar han maa kempe for sin Tilverelse? Aldrig skal det danske Folk glemme, at då det var stadt i Nöd, ilede 4 til 500 edle Ynglinger fra Sverig og Norge det til Bistand. Men hvörmange vare de ikke, som havde önsket att gjöre det samme? Hvormange vare de ikke blandt Eder, som önskede, att ikke enkelte private Mzand, men Sverigs og Norges forenede Krigsmagt vilde kommet til Undsetning? Dengang var Faren vor, en anden Gang kan den vere Eders. Rusland skotter ligesaa begjerligt efter Finmarkens som Tyskland efter Slesvigs Havne. Set, at det af denne eller en anden Arsag bryder Freden og overväldoer Fder med gin Overmact da vil Danmark