Aftonbladet – 9 november 1849, sida 3

dock mera tyckes vara ställdt på att leka och drifva med Rikstidningens och några andra vederbörandes rädsla, än vi deri kunne finna några vådliga läror, hvilket naturligtvis ej hindrar att sådana kunna förekomma i något annat nummer. Det vore väl, om Morgenbladet behagade yttra sig något mera om ifrågavarande hr Thranes agitation än det gjort. Vi reproducera här för roskull ett utdrag, som visar egendomhghet hr Thranes i stil: I Rigstidenden for September, hedder det, er paabegyndt en Bladrevy. Denne Revy begynder med Arbeider-foreningernes Blad. — Altfor megen ZEre! — Kun Skade, at Revyen er mere en Personrevy, end en Bladrevy; thi Rigstidenden, skönt den ikke nevner mit Navn, har dog, med sin bedömmelse af mit Blad kun til Hensigt at fremstille min Person i ett afskyeligt Lys. Den kalder migslyngelagtig fordi jeg i de senere Nummere af mit Blad har talt i en anden Tone, en i de förste Par Nummere. Jeg vil sige Grunden: Naar man skal ud paa en uprövel Iis saa tager man först nogle forsigtige Skridt, for at pröve om den holder eller ikke; merker man saa, att den er sterk, da först gaaer man trygt, uden just hvert Öieblik at tenke paa Farer. Da jeg begyndte mine saakaldte Agitationer, frygtede jeg for at blive misforstaaet i altfor höi Grad, og at saadanne Misforstaaelser skulde lede til någet Galt, og at det i saa Fald vilde vere yderst vanskeligt at holde Massen i Rolighed. Jeg besluttede derfor at begynde meget forsigligt, slet ikke for de Stores Skyld, hvilket Rigstidenden synes at antage, naar den taler om Masken, som jeg har afkastet, men for vort Parties egen Sags Skyld. Foruden at titulere mig med slyngelagtig og egennyttig, siger Rigstidenden ogsaa, at jeg er en Dosmer og en Ignorant og at jeg ikke er sanddru. Disse Beskyldninger kan jeg da finde mig i, saasom de ikke ere saa ugrundede. Jeg tilstaaer, at jeg er en Ignorant, at jeg langtfra har de Kundskaber, som jeg kunde önske mig, men Rigstidenden synes ikke at have sat sig ind i det politiske Liv hertillands, naar den tenker sig, at en dre, erfaren, virkelig indsigtsfuld og politisk öved Mand her vilde begynde at agitere. De Berettigede sover; de Uberettigede maa vekke dem! der maa tilveiebringes et mere rörigt Liv, en muntrere Politik, det faaer ikke hjelpe, om de Konservative sige: hvilken Letsindighed Sindet maa lettes; det er for tungt. Vort politiske Liv ligner ett Menneske, der midt i Overflod seer mörk og traurig ud, nedslaget af neringssorger. Sörgelige Sindsstemning, ulykkelige Sjel, som henger saa fast ved Livets Smaaligheder, at du, uagtet du föler dig misfornöjet, dog ikke vil resikere en Döit efter den elendig fornuftige Princip: Jeg veed hvad jeg har, men veed ikke hvad jeg faar! Man er uhyre bange for Experimenter! men der maa Forsög till Nyt! Nyt! Intet duer uforsögt. Duer ikke det Nye, nu vel! saa fremdeles noget Nyt eller tilbage til det Gamle. Men Forandring fremfor Allt? thi skal det Gamle nu lenge blive staaende, da gaaer snart hele Indredninger i Forraadnelse. Men for at faac Forändringer, for at faae rokket de saakaldte Fornuftmenneskers og Insigtsfuldes barnlige Vedhengen ved den gamle Politik, og Rugen over deres Her af gamle Fordomme, maa der en almindelig Vekkelse til; der maa bevirkes et nyt Liv, en ny Rörelse, som vekker ved selve sin Nyhed, om ikke ved sin Kraft. Hvorfra skal dette nye Liv komme? mon det skulde ventes at udgaae fra noget af de tvende konservative Partier? Nei! Findes der maaskee endeel Radikale, som icke henhörer till noget af de to konservative Partier? Aa ja! der findes enkelte Radikale, men een er ieen Stilling, en anden i ett Ombud, een gaaer og venter og haaber, en anden staaer i Forhold een tör likke for Foreldrer eller Södskende, en anden tör ikke for sine Börn, ecn er en Hae, en anden vil hafve Mange med sig, kort: Allesammen synes det er saa lett, og finder det forbandet betenkeligt og saaledes forbliver ogsaa de faa Radikale i en sovende Tilstand. Februarrevolutionens Retning, vedbliver Udgiveren, gav mig en uimodstaaelig Lyst til at komskul!de jeg gjöre? jeg kundd ikke synge efter Noder; jeg kunde bare synge vildt. Aa Skidt! tenkte jeg, leg ivei, du lerer nok Noderne!s og Jeg lagde ivei. Jeg skrev da i Drammens Adresse radikalere og radikalere, og tilsidst saa radikalt, at jeg blev raderet ud. Men det var derfor ikke min Hensigt att slutte med Radikalismen. ChristianiaPosten skrev, at Radikalismen ikke kunde trives hertillands, formodenlig, fordi Forholdene ikke begrundede den; og Politimester Fougstad sagde, at man kan vide, at saadant ikke kan trives her i Norge, naar man kjender Nationalkarokterenr, vakkert Menneske som jeg, viide kaste min Tid bort med saadant,. Men jeg kjendte Forholdene bedre end Christiania-Posten og Politimester Fougstad, hvad Saadant anbelanger. Her var nemlig sikke Tale om Nationalkarakteren, men om Fattigkarakteren, som er omtrent lige overalt. De fattige udgjöre en egen Nation i Nationen, og har saa sine egne Meninger om Dit og Dat. Jeg foresatte mig da at gjöre en Begyndelse for at overtyde Smaafolk om, at de ikke alene havde Ret til at tenke, men ogsa Evne til at tenke; det gik ikke saa galt, uagtet selve Smaafolk iförstningen troede, at jeg var gal, og uagtet Potitimester Fougstad udtrykkelig paastod, at det ikke kunde nytte. Nu gaaer det god!, og det vil saaledes vedblive, indtil Russerne kommer 09 tager os allesammen; men da er det ogsaa forbi. Som sagt: jeg gjorde en Begyndelse, men aldrig i den Tanke, at jeg alene skulde fortsette. Jeg fölte altfor vel, at jeg ikke var noget skrivende Menneske, men et handlende; men jeg fölte ogsaa, at det hertillands 0g nutildags netop er de handlende Mennesker som savnes. Der er Theorier, men Ingen til at praktisere. Jeg tenkte: pLad mig först faae det i god Gang, lad mig först komme saavidt, at jeg kan fremvise et organiseret Parti, lad mig först me ind paa det politiske Operahuus. Men hvad! og lade til, at han maatte beklage, at et saa ungt! skaffe Materiale, saa kommer der nok Bearbei-ldere, lad mig först rydde Skoven og plöie Marken, saa indfinder der sig nok Sedemend. Som sagt, Rigstidende! tenk ikke paa mig som paa en en Lamartine eller OConnell i det Smaa, men sce i mig en Mand af selve Folket, der samler Massen om sig, for at paatale og fordre Forandringer i Adskilligt, siden de Vise og Indsigtsfulde ikke vil gjöre det. See det er det Hele, og det er ikke verd at gjöre mere Vesen af den Ting, Ingen Complimenter! — Tituleer mig kun en Dosmer og en Iqnorant, og jeg skal ingen Indsigelser gjören. Og endelig opfordrer jeg herved en Radikalist, — Jurist og bekjendt med vor indre Hilorie, att slulte sig til Arbeiderpartiet. Herpaa Reflecterende behage snarest muligt at tilskrive mig.